Kor

Aurehøj Classic
er et 4-stemmigt blandet kor (piger og drenge), der synger skøn klassisk musik og swingende jazz og er åbent for alle, der kan synge rent. Koret øver hver mandag eftermiddag fra kl. 16 til 18. Korsang giver en masse musikalske og sociale oplevelser og giver desuden træning i stemmedannelse og hørelære. Øvede kormedlemmer får mulighed for at optræde som solister sammen med koret. Aurehøj Classic synger et alsidigt repertoire – mest klassisk, viser og jazz – og samarbejder med Aurehøj Phil om optræden til musikaftner, julekoncerter, afslutninger mm. Hvert andet år opfører Aurehøj Classic og Aurehøj Phil en musikdramatisk forestilling på skolen, og hvert andet år rejser de to ensembler til udlandet en uge og giver koncerter. I 2014 opførte Aurehøj Classic og Aurehøj Phil operaen Geld und Blut, skrevet af to tidligere elever, Tobias Frykman og Phillip Faber, og i marts 2015 rejser de to ensembler på koncerttur til Dresden.

Vox Aurehøj
Vox Aurehøj er et nyere, overvejende rytmisk kor. Koret består af to vokalensembler: et “mandskor” som er en gammel tradition på Aurehøj og et nyetableret pigekor. Fra tid til anden vil de to kor arbejde sammen om fællesnumre. Repertoiret er lækre popnumre, jazz og barber shop/beautybox-arrangementer. Man behøver ikke være superrutineret sanger for at deltage, men man skal kunne synge rent og komme til prøve hver onsdag eftermiddag, så indstuderingstempo og energi kan holdes på et højt niveau. Vox Aurehøj arbejder bl.a. frem mod at optræde ved skolens musikarrangementer, og – efterhånden som vi får oparbejdet et repertoire – også “ud af huset”.