Billedkunst

Fagets identitet

I billedkunst inddrager man hele det visuelle felt – tegning, collage, montage, maleri, grafik, graffiti, skulptur, ready made, skandalekunst, medier, arkitektur og meget mere. Der arbejdes både teoretisk og praktisk med faget for at opnå en forståelse af de visuelle udtryk som værende afhængige af tid, kultur og individ. Billedkunst er et humanistisk fag, hvor det er analysen og fortolkningen, der er i centrum. Der arbejdes med forskellige analysemodeller for at opnå en forståelse af faget.

 

Formål

Eleven tilegner sig i faget visuel kompetence ved teoretiske og praktiske øvelser. Formålet er, at eleven både skal kunne sætte sig ind i eksempler fra kunsthistorien og samtidig reflektere over samtidens kunst og udtryksformer. Faget vil skabe bevidsthed om udtryksformernes betydning for tid, kultur og individ.

 

Faglige mål på C-niveau:

Eleven skal kunne

  • skelne mellem personlig kunstoplevelse og analytisk tilgang
  • løse elementære visualiseringsopgaver i samspil med det analytiske arbejde med andres eller egne billeder
  • vælge og analysere et relevant billedmateriale med udgangspunkt i en overskuelig faglig problemstilling
  • forstå kunstfaglige tekster på elementært niveau

 

Faglige mål på B-niveau:

Eleven skal kunne

  • forklare forskellen mellem personlig og analytisk tilgang
  • vælge blandt forskellige metoder og strategier til at løse visualiseringsopgaver
  • analysere det selvvalgte billedmateriale ud fra forskellige forskningsbaserede metoder
  • anvende væsentlig kunstvidenskabelig terminologi
  • kommunikere om og ved hjælp af visuelle udtryk

 

Kernestof

Praktisk og teoretisk arbejde med billeder på flader, skulpturer samt arkitektur

Udvalgte værker fra udvalgte perioder med spredning og fordeling

Brug af den formelle analysemodel, betydningsanalysemodellen og socialanalysemodellen på kunstværker og egne visualiseringsøvelser

På B-niveau præsenteres mindst et af følgende principper: kunsthistoriografi, museologi og/eller kuratering

 

 

Supplerende stof

I faget inddrages ekskursioner og museumspraktik (sidstnævnte på B-niveau). I forbindelse med kravet om innovation i AT er det oplagt at inddrage billedkunst i forbindelse med en præsentation af museologien, som kan forene mange fag og få eleven til at formidle tilegnet viden på nye måder. Billedkunst egner sig som studieretningsfag, da det som et kulturelt fag både kan samle og perspektivere de andre fag.

 

Fagets didaktiske principper

Undervisningen skal tage udgangspunkt i elevens møde med det teoretiske og det praktiske. Eleven skal opleve kunst på første hånd via ekskursioner og i reproduktioner. Undervisningen går i løbet af året fra at være lærerstyret til at blive selvstændig. Kronen på værket er det store individuelle projekt i foråret, som eleven skal forsvare til eksamen. Det praktiske og det teoretiske er aldrig et mål i sig selv, kun et middel til at opnå de faglige mål. Elevens arbejdsproces er hele tiden i fokus, og derfor skal eleven udarbejde en portfolio, hvori der reflekteres over processen i forbindelse med løsningen af de teoretiske og praktiske visualiseringsøvelser. Fagets styrke bliver således at være metakognitivt – eleven lærer ikke blot billedkunst, men eleven lærer at lære.

 

Metoder i billedkunst

I billedkunst har vi en praktisk og en teoretisk tilgang til faget. De to tilgange understøtter hinanden. Da billedkunst er et humanistisk fag, arbejdes der ofte induktivt, dvs. der tages udgangspunkt i et kunstværk, hvorfra man går til det almene (hvad fortæller det om tiden). Vi arbejder også deduktivt, når vi f.eks. foretager en komparativ gennemgang af kunsthistoriens perioder.

 

I billedkunst sondrer vi mellem flade, rum og arkitektur. Flade og rum dækker både over maleri, grafik, collage, skulptur, installation og film. I den metodiske værktøjskasse har vi flere analysemodeller som hjælpemiddel: vi bruger således både formanalyse, betydningsanalyse og socialanalyse.

 

Formanalysen siger noget om værkets formelle træk, gerne med inddragelse af en bestemt teori (f.eks. farvelære). Når man arbejder med formanalysen, spørger man, hvilke visuelle virkemidler anvendes der i værket, og hvordan hænger de sammen. Man forsøger at foretage en objektiv analyse af de forskellige visuelle virkemidler i værket. Formanalysen kommer til at tjene som en slags måleinstrument, der undersøger et værk.

 

Betydningsanalysen fortæller om værkets betydning på både et indholdsmæssigt og/eller symbolsk plan. Når man arbejder med betydningsanalysen, spørger man, hvordan en betydning kommer i stand, og for hvem værket betyder noget. Betydningsanalysen er et bredt begreb, der dækker over f.eks. både den ikonografiske analysemodel, som man bruger til religiøse billeder, og den semiotiske analysemodel, som man f.eks. bruger til reklamer. I den ikonografiske analysemodel sondrer man mellem tre lag: det præikonografiske (hvad ser vi?), det ikonografiske (hvad betyder det?) og det ikonologiske (hvad fortæller det, som vi ser, om tiden?). Indenfor semiotikken som betydningsanalyse deler vi op i denotationer (hvad ser vi? (tegn)) og konnotationer (hvad betyder det, vi ser? (associationer)). Semiotikken kan f.eks. i en analyse af en reklame kombineres med psykoanalysen, som også i billedkunst er en form for betydningsanalyse.

 

I socialanalysen prøver vi at finde ud af, hvem værket betyder noget for i en historisk eller en nutidig sammenhæng. Hvilke sociale, politiske, økonomiske interesser kunne der ligge bag værket? Man vil forsøge at stille spørgsmål vedrørende kunstproduktion i et forsøg på at afdække værkets formål eller hensigt i forhold til publikum. Hvilke betingelser har kunstneren været underlagt? Hvordan er værket blevet modtaget? Hvem bestemmer hvilke værker, der købes? Hvilke institutioner? Hvilket kunstsyn?

 

Billedkunsts museologi er oplagt at anvende i forbindelse med AT og innovation. Med udgangspunkt i museologien kan AT arbejde ude i virkeligheden i museumsbesøget, hvor produktkravet f.eks. kan være et formidlingsark til en udstilling i museet. Museologien giver værktøjet til formidlingen – f.eks. en analyse af museets kommunikationsstrategier: er der tale om laissez-faire (den valgfrie rundgang), eller transmissionstilgangen (overførsel af viden (ved f.eks. ved skilte))? Hvilken udstillingsstrategi er der bag udstillingen (kronologisk, tematisk, æstetisk)? Et interessant spørgsmål er, hvordan er værkerne blevet udvalgt (kurateringen), og hvilket kunstsyn ligger der bag? Kunne udstillingen være formidlet anderledes?