Translokationstale 2024
årets translokationstale 2024
Årets translokationstale 2024 ved rektor Anette hestbæk jørgensen
Kære studenter årgang 2024
Først og fremmest et stort og varmt tillykke med Studentereksamen! Nu blev det jeres tur til at sidde her til Aurehøjs højtidelige translokation. Tre års slid og slæb, fest og fællesskab, op- og nedture. Nu har I huen på hovedet og om lidt venter bevis og håndtryk. Rundt om jer sidder stolte og glade familier.
I har været en fantastisk årgang – I har deltaget i koncerter, Røde Kors indsamling, vundet Aurehøjs MGP, dyrket poesi og litteratur, men finalen i AU-liga taler vi ikke om.
Jeg har glædet mig til at holde min translokationstale for jer – translokationen er afslutningen på eksamensperioden, på skoleåret og på jeres tre år på Aurehøj. Tre år med både en demokratisk dannelse, bæredygtig dannelse, digital dannelse, almen og faglig dannelse. Vi har det seneste år bl.a. haft besøg af forfatteren Asta Olivia Nordenhof, den amerikanske ambassadør, Generalsekretæren for Røde Kors, Anders Ladekarl og politiker Martin Lidegaard. Den sidste talte om de tre store jordskælv, som vor tid er præget af: klima og naturkrisen, digitaliseringsskælvet med AI og heraf udvikling og den geopolitiske udvikling. Krigene raser, klimakrisen strammer til og Vestens ledelse af verden er i høj grad til debat.
Da Lidegaard besøgte Aurehøj beskrev han, hvordan de sidste 50 års forbrugsfest har efterladt en klode med sår. Men han mindede også om, at der er håb for en bedre fremtid. Vi har lavet en gigantisk omstilling til vedvarende energi gennem de sidste 10 år og vi er i gang med at eksportere dette ud i verden. En forandring, som er skabt gennem udvikling, forskning og viden. En omstilling, som skaber håb for, at vi kan ændre og skabe nye muligheder. Vi er ved at forstå, at der er planetære grænser – både i forhold til biodiversitet, havet omkring os og jordens ressourcer. Professor i klima Katrine Richardson, som jeg selv har hørt flere gange, har et særligt fokus på netop de planetære grænser. Hun forsøger at få os til at se mere bredt på de udfordringer, som vi står overfor fremfor et ensidigt fokus på klima. Hun siger, at en bæredygtig omstilling altid vil være et kompromis og vi er nødt til at finde en balance i fordeling af og forbrug af ressourcer. Vi har kun én jordklode, der kommer ikke flere ressourcer ind og det affald vi producerer, det bliver på jorden og meget lander i havene omkring os.
Klima, bæredygtighed og natur er også områder, som flere af jer har behandlet i jeres SRP-projekter. Et af SRP-projekterne omhandlede CO2-afgift på dansk landbrug og konsekvenserne for dansk økonomi – et emne, som i den grad har fyldt i debatten i dette forår. En anden elev har skrevet om Bæredygtighed i tøjbranchen – en af vores store forbrugsudfordringer som er accelereret med fast fashion. Og en tredje elev har skrevet om styrkelse af natur og biodiversitet på og omkring ny fjernvarmetank i Gentofte.
Jeres fokus på den grønne omstilling i projekterne giver håb for, at jeres generation med valg af uddannelse og erhverv, kan være med til at skabe en udvikling og forandring. En forandring, som I ikke står alene med, men som bidrager til at vi sammen kan ændre vores verden til en bedre både i forhold til natur og biodiversitet, men også for klima og miljø.
I dette forår var jeg så heldig at høre Christian Bennike, journalist og forfatter til bogen ”Engang troede vi på fremtiden”. Jeg oplever, at det er inspirerende, hvordan han ligesom Lidegaard forsøger at italesætte et håb midt i nutidens sortsyn. Han finder troen på fremtiden: Når alt går godt, bliver vi dovne, mens kriser får os til at handle. Vi har været igennem en udvikling fra en meget optimistisk tilgang til verden efter murens fald i 1989. En tid med en unipolær magtbalance og en stor tro på globaliserings positive kræfter. Den tid er nu ved at være ovre – vi ser i den grad en ændring – både i forhold til klima, krig og en nyligt overstået pandemi. Kriser, som kræver handling fra vores politikere. Vi står overfor en stor forandring, hvor Norden samles igen, vi har fundet ud af, at vi har værdier, som er værd at forsvare. EU har aldrig stået tættere og vi ser en tilbagevenden til nationalstaten på godt og ondt. Derfor kan det kun gå fremad, og det skal give os håb, siger Bennike.
Det er let at tro, at intet længere er stabilt, og at alt er under forandring. Men man kan blot læse Platon eller Aristoteles for at få vished om, at mange af menneskelivets vilkår og problemer er de samme i dag som for 2.500 år siden.
Kriser og bekymringer har medført, at det er blevet meget moderne at være prepper. En prepper forbereder sig til en fremtidig uforudsigelig krise og nu har de danske myndigheder ligeledes opfordret til at have et lager klar derhjemme. Beredskabsstyrelsen anbefaler, at man skal kunne klare sig i tre dage derhjemme og nogle af de ting, som var på listen, var vand, en radio, dåser og stearinlys.
Man kan også sige, at vi her på Aurehøj prepper jer på fremtiden. Vandet symboliserer den grønne omstilling og bæredygtighed. Radioen repræsenterer musikken. Dåser med mad er de basale kundskaber inden for de faglige discipliner. Og endelig er stearinlyset ånd og den almene dannelse.
Almen dannelse er at forholde sig reflekteret til omverdenen. Og i en tid med Chat-GPT, generativ AI og den omfattende digitalisering, så er skole mere vigtig end nogensinde før. Vi har ansvar for, at I bliver refleksive, kan være kritisk stillingtagende, kan arbejde selvstændigt og kreativt. At I modtager en moderne opdateret dannelse.
Digitalisering er en af vor tids stærkeste forandringskraft. Et af de store jordskælv, som Lidegaard omtalte i sit oplæg. Mange af jer oplever computeren som kognitiv partner, der hjælper jer med at tænke. I løser opgaver sammen med computeren, men lever også samtidig en stor del af det sociale liv sammen med mobilen og computeren. Med digitaliseringen er mange fællesskaber flyttet online og er til stede hele tiden. Det kan gøre det nemmere at finde det fællesskab, som man søger, men det kan også være med til at skabe en følelses af utilstrækkelighed.
Vi ser gamle problemer med at finde sin egen identitet, men på nye betingelser: Hvem er jeg, hvem vil jeg gerne være, hvad skal jeg gøre for at blive accepteret, hvor er der andre som mig. Nye betingelser og nye risici, men også nye muligheder, hvor alt starter med den fortælling, vi fortæller om os selv. Vi skal lære at trives i en transformativ verden. Hvad gør dit liv værd at leve, hvad gør dig glad.
En, som har forholdt sig til præstationssamfundet og trivselskrisen hos jer unge er teolog og forfatter, Christian Hjortkjær, som taler om det store fællesskab, der både er for meget og for lidt. I dag bliver vi fyldt med idealer for, hvordan vi bør være, som for eksempel inden for sundhed, hvor vi skal spise det rigtige, vi skal dyrke motion og kroppen skal have det rigtige udtryk. Tidligere var vi meget regelstyret, hvor man kunne forholde sig til nogle faste rammer. I dag lever vi i stedet i et samfund med høj normativ styring, hvor man skal leve op til en moralsk perfektion. En perfektion, som det er blevet umuligt at leve op til, hvilket fodrer til følelser som utilstrækkelighed og skyld. Men hvordan skal vi håndtere dette? Hjortkjær mener, at vi bør vende os ud mod verden og væk fra et konstant blik på sig selv. Man kan gøre noget godt for en ven eller tale med et menneske i sorg.
Sorgen blev vi ramt af sidste år, hvor vores elev, Alan, valgte den ultimative udvej. Alan var et menneske, som prioriterede andre over sig selv. Han var imødekommende, venlig, sjov og så var han en god ven. I sådan en situation minder vi hinanden om, at vi skal være der for hinanden og vi mærker, hvordan fællesskabet hjælper os igennem sorgen. Vi skal også huske, at vil vi have glæden, så må vi også tage sorgen med. Der er ikke noget katastrofalt ved at være ked af det. At gå med sorgen kan give dig et bedre blik for glæden. Der er altid en vej ud af magtesløsheden. Livet er ikke kun en lang kæde af lykkelige begivenheder. Vi skal stille os selv det eksistentielle spørgsmål – hvad er min opgave i verden. Når vi finder den, så kan vi måske finde mening. Med Jens Rosendals ord, så skal vi huske på:
At livet det er livet værd
På trods af tvivl og stort besvær
På trods af det, der smerter,
Og kærligheden er og bliver
Og hvad end hele verden si’r
Så har den vore hjerter
Og vi mindes i dag Alan i vores hjerter.
Som Hjortkjær siger, så skal vi være åbne over for verden i modsætning til at have for stort fokus på os selv som individ, hvordan man har det og hvordan man fremstår i øjeblikket. Det, at have en omverdensrettet tilgang – noget, som er større end en selv, gik igen i flere af de foredrag, der har beriget Aurehøj i år. Ligeledes, så kan musikken få os til at se væk fra os selv og blive en del af fællesskabet.
Musikken fylder på Aurehøj. Det seneste år har vi på Aurehøj hørt jazz med Copenhagen Jazz orkester som medbragte cubanske trommer. Flere af jer var i DR-byen for at høre Carl Nielsen. I december præsenterede I en skøn musical med fantastisk musik og dans. Vi har indviet vores nye Steinway flygel, hvor tidligere Aurehøj-elever som Tobias Trier, August Rosenbaum og Amalie Malling gav koncert sammen med nogle af vores nuværende elever. Vores kor, Aurehøj Vox, modtog Andreas Mogensen, da han vendte tilbage til Danmark fra sin rumrejse. På skolens fødselsdag præsenterede Phil og Classic skolens nye værk – Travel – skabt af komponist, Niels Rosing-Schow og med tekster udarbejdet af vores egne Aurehøj-elever. Travel – rejsen kan ses som et symbol for den rejse man tager igennem sin tid på Aurehøj.
En af jer har skrevet et SRP-projekt med overskriften: Findes der en objektiv målestok for kvaliteten i musik? Det svar får vi ikke nødvendigvis af professor ved Århus Universitet, Peter Vuust, men han har forsket i, hvordan hjernen reagerer på musik. Han beskriver, hvordan vi som mennesker godt kan lide det trygge, men når vi har været der, så vil vi gerne overraskes. Det kan overføres til musikken. Musikken udfordrer mange af vores sanser, som hørelse, motorik, emotioner, kommunikation og kognition. At synge og spille sammen kræver synkronicitet, hvilket medfører bonding og dette udløser dopamin. Vi motiveres, når vi får udløst dopamin. Musik påvirker vores krop og sind, og giver fornyet energi. En energi, jeg selv tager med mig fra de mange koncerter på Aurehøj.
I skal huske, at det som består i en accelererende verden, er musikken, venskaber og det relationelle. Den tid, som I har haft på Aurehøj, vil være en konstant, som ikke ændrer sig. En konstant, som I skal bære med jer ud i verden.
Nu er I færdige med gymnasiet – vi håber, at vi har klædt jer på med dannelse, men også, at vi har styrket nogle af de kompetencer, som er vigtige i en fremtid – kritisk sans, at være nysgerrig undersøgende, at være kreativt tænkende og at være nærværende. Har I fået noget af dette med, så tror jeg på, at I vil finde en vej, at I vil være med til at bidrage med løsninger og at I vil være verdensvendte.
Til slut vil jeg sige tak til jeres familier for, at vi har måttet låne jeres skønne unge mennesker.
Tak til alle lærerne, som har været med til at motivere jer, udfordre jer, uddanne og danne jer.
Tak til jer studenter – vi sender jer nu ud i verden med dannelse i rygsækken. I skal ud i verden og gøre en forskel, som dem I nu er hver især.
Jeg vil slutte med gruppen Barcelonas ord:
Måske, først når det blir’ stille
Ka’ vi høre, lyden af livet
Lyden af livet – det gode liv, som vi hører det hver dag på Aurehøj!
Stort og hjertelig tillykke med studentereksamen.