Anette Hestbæk Jørgensen ny rektor på Aurehøj

Det bæredygtige familiemenneske

Aurehøjs nye rektor er ikke vild med krimier, men hun læser, motionerer, synger og tegner alt det, hun kan. Drømmen er at kunne turnere et klaver. Og så brænder hun for bæredygtighed – også den sociale bæredygtighed.

Af Troels Mylenberg

Hun er opvokset på en gård i det østjyske. En bondegård med køer og det hele. Men det var brødrene, der hjalp mest til med dyrene på gården, og det var og blev ikke den vej, Anette Hestbæk Jørgensen selv skulle. Tværtimod faktisk, for fra gymnasiet, et højskoleophold på Askov og et år i USA gik turen til universitetet i storbyen. Først i Odense og siden i København med studier i engelsk og samfundsfag.

Og siden da er karrieren blevet udlevet i uddannelsesbranchen – både i seminarieverdenen og STX-gymnasieverdenen. Så det er en erfaren ny rektor, der den 1. maj flytter sig fra posten som centerrektor på VUC Frederiksberg til rektorkontoret på 1. sal på Aurehøj. Og en ny rektor der glæder sig.

”Da jeg fortalte nogle af vennerne, at jeg havde søgt stillingen på Aurehøj, spurgte de, om jeg virkelig turde det. Skolen har jo så godt et ry med høj faglighed og masser af dygtige lærere. Men jeg kunne altså ikke lade være,” lyder det fra Anette Hestbæk, der hurtigt fik overbevist ansættelsesudvalget om, at hun var den bedste kandidat i den store bunke af ansøgere.

”Det var da også nogen i omgangskredsen, der sagde, at der stod Anette på den stilling,” griner hun.

Men hvem er hun så, den 48-årige silkeborgenser med bopæl i Nordhavn, der nu skal stå i spidsen for Aurehøj?

Jo, hun betegner sig selv som et familiemenneske, der elsker at komme i familiens sommerhus på den lille ø Orø i Issefjorden. Hun sætter med tiden mere og mere pris på ro og natur i fritiden. Så læses der bøger. Helst skønlitteratur, der vil noget. Som norske Helga Flatlands ”En moderne familie”, som hun netop er færdig med. Eller yndlingsforfatteren, nigeriansk-amerikanske Chimamanda Adichie, der blandt andet sætter nye former for feminisme på dagsordenen.

”Jeg elsker at læse bøger fra anderledes miljøer. Det giver så meget udsyn, og for mig handler det at læse skønlitteratur meget om at kunne forstå andre mennesker,” siger hun.

Motionen er ergometerroning og cykling til og fra arbejde i al slags vejr – ”så ingen maratonløb her,” siger hun med et smil. Men til gengæld et brændende engagement i bæredygtighed, klima og miljø. ”Jeg kommer ikke til Aurehøj for at lave alt om. Jeg skal lære en masse, og så tager vi den sammen derfra. Men bæredygtighed, klima og miljø skal mere på dagsordenen alle steder. For mig er det også en dannelsesopgave at dykke ned i det,” siger Anette Hestbæk. Og for hende er bæredygtighed meget mere end spørgsmål om klima og miljø.

”Jeg taler også om social bæredygtighed. Om trivsel. Det er uhyre vigtigt, at vi har fokus på trivsel, særlig i en tid, hvor en voldsom præstationskultur hersker,” siger Anette Hestbæk, der samtidig betoner, at et godt arbejdsmiljø er en forudsætning for et godt læringsmiljø.

”Vi skal være en skole med åbenhed, tillid og dialog. Det er det, jeg vil. Men vi skal selvfølgelig ville det sammen. Elever, lærere og alle andre medarbejdere.”

Hvad så med musikken?

Anette Hestbæk er ikke selv musiker, men hun dyrker musik. Hun har forsøgt sig med guitaren uden held, og drømmen om klaveret lever. Hun synger i kor og kender herfra værdien af musikken som et stærkt fællesskab, og hun er da også dybt bevidst om musikkens rolle på Aurehøj.

”Jeg glæder mig meget til at dykke ned i Aurehøjs musikprofil, den kan vi være meget stolte af, og den skal også hele tiden både værnes om og udvikles. Det handler om det kreative, og det betyder alverden for mig, at vi har en skole med det kreative i centrum,” siger den nye rektor som er gift med erhvervsjurist Rasmus. Hjemmet tæller også en søn på 17, der går i 2.G på Niels Steensen og en datter på 20, der læser dansk på Københavns Universitet.

Anette Hestbæk Jørgensen begynder som sagt som rektor den 1. maj og får på den måde mulighed for at sætte sit præg på planlægningen af det kommende skoleår. Ligesom hun også kommer til at være med til at sende studenterårgangen 2019 ud i verden.