Et dødsfald

Skolens musiklærer og bigbandleder gennem 36 år, Kristian Larsen er død, 64 år gammel.

Læs tidligere rektor Marianne Zibrandtsens mindeord herunder.

 

 

 

 

Mindeord, lektor Kristian Larsen, Aurehøj Gymnasium, af tidligere rektor Marianne Zibrandtsen

Aurehøj Gymnasiums højt værdsatte, begavede og dedikerede musiklærer og bigband leder gennem 36 år, Kristian Larsen er død, 64 år gammel. Et lysende menneske, der var så meget energi, viden og opfindsomhed i, som i den grad brændte for det, han arbejdede med, er pludselig væk. Stilheden bliver overvældende.

Kristian Larsen, som var cand.mag. i musik og idræt og dertil havde præliminær organisteksamen, kom til Aurehøj i 1983 og allerede det første år grundlagde han bigbandet. Lige siden har det været et højt profileret band med et ambitiøst repertoire, som eleverne stod i kø for at få lov at spille med i. Eller synge med i, som det i perioder var muligt enten for fire piger – altid kaldet ”hot-lips-sisters” – som fik lov at udleve divadrømmene, eller for sangbegavede drenge. Aldrig var han så meget i sit es, som når han dirigerede sit bigband og fornemmede, hvordan dansegulvet bag ham fyldtes af entusiastiske elever. Skrap kunne han være, hvis elever ikke passede aftaler, sjuskede eller rodede, så var der ingen nåde. Årgang efter årgang har ved morgensamlinger lært af Kristian, hvordan man folder ledninger til mikrofoner korrekt sammen. Da skolen fik mulighed for at bygge et musikhus, indgik han i planlægningen med minutiøs omhu, gennemtænkte både lokaler og instrumentsamlinger, alt sammen for at give musikken og eleverne de allerbedste muligheder. Han opfandt ”instrumentbanken” hvor elever i en periode kunne låne og prøve et instrument. Han indkaldte instruktører udefra til kurser i improvisation. Han tog lige gerne med bigbandet på turné til landets efterskoler, som til jazzfestival i Huset i København. Til en prøve dukkede engang den amerikanske ambassadør Rufus Gifford op, også han havde hørt om det forrygende band.

Spurgte man Kristian, hvordan det gik, svarede han med sit smalle, underfundige smil og øjnene lynende af fornøjelse: Det er jo det her, jeg allerhelst vil i hele verden.

Nu er han her ikke mere.