SR5. Flerfagligt projekt – klassisk eller innovativt

SR5. Flerfagligt projekt – klassisk eller innovativt 

Formål
Forløbet handler om at fordybe sig i et emne eller en sag med særligt fokus på enten den kritiske udvælgelse af relevant litteratur eller den innovative proces.

Formålet er at

  • arbejde med et selvvalgt, flerfagligt emne/sag med deltagelse af to fag
  • uddybe og anvende fagenes metoder og videnskabsteori
  • uddybe arbejdet med opgave-værktøjer, herunder problemformulering 
  • træne problemorienteret, tværfaglig fordybelse i form af enten en klassisk, kritisk litteratursøgning eller en innovativ arbejdsproces.

Faglige mål i læreplanen
Eleverne skal 

  • demonstrere faglig indsigt og fordybelse
  • kunne udvælge, anvende og kombinere forskellige faglige tilgange og metoder
  • kunne gøre sig metodiske og basale videnskabsteoretiske overvejelser
  • mundtligt kunne formidle et fagligt arbejde 
  • evt. kunne udvikle og vurdere innovative løsningsforslag.

Værktøjer til opgaveskrivning
I dette forløb repeteres og uddybes arbejdet med opgave-værktøjer fra siden om opgave-værktøjer på dette link:

  • Ordforklaringer til læreplanen for SRP, herunder problemformulering 
  • Taksonomier: Her vælges en eller begge afhængigt af fagene og forløbets karakter
  • Klassisk forløb: Flyums 7-trinsmodel
  • Innovativt forløb: Afsnittet om innovation anvendes mhp. at tydeliggøre bevidstheden om de seks innovative faser og innovationsværktøjerne. 

Flerfaglig tekst
Du skal læse metodisk og videnskabsteoretisk tekstmateriale af relevans for emnet/sagen og de deltagende fag. Dine lærere udvælger dette med henblik på at kunne understøtte arbejdet med metode og arbejdsproces samt refleksionen derover.

Rammer
Forløbet varer fire dage fra onsdag til og med mandag. Der er en høj grad af selvstændigt arbejde torsdag og fredag. Det er muligt at undgå weekendarbejde, hvis man i gruppen arbejder struktureret, koncentreret og målrettet. Der er mulighed for lærervejledning analogt eller digitalt indtil fredag kl. 15.30.

Produktkrav
Dine lærere har valgt for din klasse, om I har et klassisk eller innovativt forløb, og du skal derfor vælge det produktkrav, der passer dertil. Uanset om forløbet er klassisk eller innovativt, skal du udarbejde et oplæg ud fra en problemformulering. Oplægget suppleres af en powerpoint, hvori problemformuleringen og den øvrige opgavebesvarelse formidles.:

  1. Klassisk forløb: Du skal arbejde med en selvvalgt problemformulering i tilgangen til en sag/et emne. Der er særligt fokus på kritisk litteratursøgning og på at holde et mundtligt oplæg
  2. Innovativt forløb: Du skal arbejde med en selvvalgt problemformulering i tilgangen til en sag/et emne. Du skal udarbejde en innovativ løsning/produkt på et problem om en sag og i et mundtligt oplæg præsentere denne med en vurdering af og begrundelser for dine valg. Dette skal også dokumenteres i din logbog.

Kravene til de to produkttyper uddybes nedenfor.

Produktkrav til det klassiske forløb
Oplægget skal indeholde følgende elementer, der formidles i en powerpoint:

  • En indledning med en problemformulering, hvor du skitserer hvad emnet/sagen handler om, og hvorfor din problemformulering kan kaste lys over dette/denne.
  • Hvad kan fagene hver især bidrage med i forhold til at belyse sagen/emnet?
  • En præsentation af problemorienteret litteratursøgning og læsning. Herunder:
    • Præsentere 3-5 tekster/kilder/materialer, hvor du gør rede for:
      • hvad handler det om, og hvordan belyser det emnet/sagen
      • hvad kan det bruges til? hvorfor er det relevant i forhold til din overordnede problemformulering og dertilhørende underspørgsmål?
      • hvordan kan materialet bruges? 
      • hvilke metoder kan bruges fra fagene og mere overordnet fra det enkelte fakultet?
      • hvad er materialets eventuelle begrænsninger?
  • En korrekt opstillet litteraturliste over relevant litteratur.

Form: Der arbejdes i grupper à 2-3 personer.

Oplæggets varighed: 10-15 minutter og 5 minutter til feedback fra de øvrige grupper og lærerne.

Powerpointen lægges op på opgavesiden til forløbet.

 

Produktkrav til det innovative forløb
Det innovative produkt skal indeholde følgende elementer, som præsenteres i et oplæg og formidles i en powerpoint:

  • En indledning med en problemformulering, hvor du skitserer hvad emnet/sagen handler om, og hvorfor din problemformulering kan kaste lys over dette/denne.
  • Hvad kan fagene hver især bidrage med i forhold til at finde en innovativ løsning
  • En præsentation af en innovativ løsning på et reelt problem fra ‘den virkelige verden’, herunder
    • en grundig undersøgelse af den givne problemstilling, som for eksempel statistisk materiale, interviews, målinger, spørgeskemaer eller anden kvantitativ eller kvalitativ dokumentation.
    • dokumentation og refleksion over det innovative metodearbejde med de forskellige faser i logbogen
    • nytænkende problemløsning, der er gennemførlig og gennemtænkning af mulig plan for implementering.
    • hvordan problemet løses og realiseres til gavn for andre
  • En korrekt opstillet litteraturliste over relevant litteratur.

Form: Der arbejdes i grupper à 3-4 personer.

Oplæggets varighed: 10-15 minutter og 5 minutter til feedback fra de øvrige grupper og lærerne.

Powerpointen lægges op på opgavesiden til forløbet.