Select Page

Spot på livet under corona – 2.x skriver i Villabyerne

11 feb 2021 | Events, KULT, Skolens liv

SPOT PÅ LIVET UNDER CORONA

I februar 2021 bringer lokalavisen Villabyerne en række artikler skrevet af 2.x. Eleverne tilbyder alle et unikt blik ind i de unges virkelighed under coronakrisen og nedlukningen. Hvordan påvirker det de unge med al den skærmundervisning? Hvad betyder det for dem, at stort set alle deres fællesskaber er forduftet under den massive nedlukning af det danske samfund? Hvilke tanker gør de unge sig om kommunikationen fra myndighederne? De spørgsmål – og mange flere – får du svar på, hvis du følger med i Villabyerne.

2.x har i et samarbejde mellem redaktør Jesper Bjørn Larsen fra Villabyerne, deres dansklærer Mischa Sloth-Carlsen og deres historielærer Lone Gad Gunbak deltaget i et RYK-projekt om konstruktiv journalistik.

Hele projektet er gennemført virtuelt i nedlukningsperioden. Klassen har arbejdet med temaet ’pandemi’ både som en faglige optakt og som overemne for artikler. Villabyerne har bidraget med sparring og feedback, men eleverne har selv fået alle ideer til deres artikler. De har selv besluttet, hvilken genre, de ville kaste sig over. De har selv foretaget al research, og de har selv skrevet alle artikler.

Bag projektet står journalist Gerd Maria May og gymnasielærer Astrid Lakjer, hvis mål er at udbrede den involverende journalistik og samtidig lære de unge at gribe ud efter og bruge de lokale medier. Forløbet er udbudt i regi af KULT-samarbejdet, som Aurehøj er en del af.