Select Page

Bæredygtighed med eleverne i centrum

27 sep 2024 | Grøn skole, Naturvidenskab, Opslagstavle, Projekter

når elever skaber læringsforløb

Sammen med gymnasierne i Middelfart og Alssund har Aurehøj udarbejdet udviklingsforløb indenfor området Bæredygtighed, hvor eleverne har været i centrum fra start til slut.

Projektet “Bæredygtighed som faglig kompetence i gymnasiet” er støttet af Villum Fonden og har resulteret i 10 nye læringsforløb; alle med fokus på bæredygtighed i fagene Biologi, Dansk, Fysik, Naturgeografi og Samfundsfag.

Elever fra de tre involverede gymnasier har haft en helt central rolle i udviklingen af de nye undervisningsforløb – både i opstarten samt undervejs i testningen af forløbene, hvor både undervisere og elever har givet feedback til den, der har været ansvarlig for de enkelte forløb.

“At have været med til at udvikle et forløb, der i dén grad involverer eleverne – der jo i sidste ende er dem, der skal stå som modtager af undervisningsforløbene – og have oplevet deres energi og handekraft, har været helt utroligt inspirerende,” fortæller lærer Anne Winther Jørgensen.

Anne er til dagligt lærer i biologi, bioteknologi og naturgeografi på Aurehøj. Undervejs i dette forløb har hun været ansvarlig for udviklingen af de to forløb “Fremtidens bæredygtige fødevareproduktion” og “Fremtidens bæredygtige teknologi kræver råstoffer”.

“En vigtig læring på bagkanten af arbejdet med de nye forløb har været, at inddrager man elever i arbejdet omkring bæredygtighed, skaber man handlekraft og mindsker klimafrygt blandt de unge,” afslutter Anne Winther Jørgensen.

De nyudviklede læringsforløb kan ses her.