Select Page

Livet efter Aurehøj – operasangeren

6 jan 2025 | Ikke-kategoriseret, Musik, Opslagstavle

Fra Aurehøj til operaens store scene

Louise McClelland blev student fra Aurehøj Gymnasium i 2015 på  studieretningen Musik/Engelsk. I dag lever hun af sin passion som operasanger – en rejse, der har ført hende fra gymnasiets musiklokaler til store scener både herhjemme og i udlandet.

“Jeg er lige nu i Musikkens Hus i Aalborg, hvor jeg synger Juleoratoriet med Aalborg Symfoniorkester,” fortæller Louise. Hun arbejder som freelancer og er samtidig en del af Operaens ‘Young Artist Programme’, en solistklasse, der giver hende praktiske erfaringer som solist på Operaens store scene.

Aurehøj har spillet en central rolle i hendes musikalske udvikling. “Alle på Aurehøj udviste stor forståelse og opbakning til mine koncerter og sangundervisning ved siden af gymnasiet. Det støttende miljø motiverede mig til at forfølge mine passioner og gav mig mulighed for at udvikle mig musikalsk,” forklarer hun. Særligt husker hun tiden i BigBandet, hvor hun fik lov til at udforske forskellige musikgenrer: “Det var super sjovt!”

Men det er ikke kun musikken, Louise tager med sig fra Aurehøj. “Det bedste er helt sikkert de venskaber, jeg har fået. Jeg har fået venner for livet, og det er jeg så taknemmelig for.”

Fra Aurehøjs fællesskab til operaen verdensklasse; Louise McClelland i Orkestersalen på Operaen i København.

Fortællingen om Louise er del af artikelserien “Livet efter Aurehøj”, der giver eksempler på, hvad gymnasietiden har betydet for en gruppe tidligere elever.