Livet efter Aurehøj – geografen
Fra trommesæt til klimaforskning
Markus Peter Skriver Husted blev student fra Aurehøj Gymnasium i 2017 med en studieretning indenfor musik, engelsk og psykologi. Men selvom musikken trak i ham i gymnasietiden, blev det en helt anden passion, der kom til at forme hans fremtid.
I dag læser Markus en kandidat i klimaforandringer på Københavns Universitet efter at have taget en bachelor i geografi og geoinformatik med sidefag i samfundsfag. “På uddannelsen undersøger vi klimaforandringer fra både naturfaglige og samfundsfaglige perspektiver, hvilket giver en rigtig god og interessant forståelsesramme for en meget relevant, vigtig og kompleks problemstilling, som berører os alle,” fortæller Markus.
Ved siden af studierne arbejder han som underviser på Den Blå Planet, hvor han deler sin viden om havet og klimaforandringer med skole- og gymnasieklasser.
Markus’ interesse for geografi blev vakt på Aurehøj. “Jeg startede på gymnasiet med en drøm om at blive trommeslager, men jeg fandt hurtigt ud af, at det miljø ikke rigtig var noget for mig. I stedet blev jeg grebet af naturgeografi, som præsenterede mig for spændende viden om samspillet mellem mennesket, samfundet og naturen. Det vækkede min nysgerrighed og banede vejen for mit senere studievalg.”
Når han ser tilbage på sin tid på Aurehøj, fremhæver Markus de gode læringsrammer og passionerede lærere, han stadig er inspireret af i dag. “Men det bedste er de fantastiske minder om en ungdom med fordybelse, venskaber og sjove fester. På Aurehøj fandt jeg ud af, hvad jeg var god til – jeg turde fejle og teste mine forskellige evner. Det er noget, jeg har taget med mig videre.”
Fra trommesættet til klimaforskningen – Markus’ rejse er et inspirerende eksempel på, hvordan en nysgerrighed vækket i gymnasiet kan føre til en meningsfuld karriere.
Fra en plads bag skrivebordet i Aurehøjs lokaler til en plads foran tavlen på en dag, hvor Markus Peter Skriver Husted besøgte sit gamle gymnasium som gæsteunderviser med et foredrag om klimaforandringer.
Fortællingen om Markus er del af artikelserien “Livet efter Aurehøj”, der giver eksempler på, hvad gymnasietiden har betydet for en gruppe tidligere elever.