Menu

Aurehøj Gymnasium – forside

Søg

Ledelse og bestyrelse

Vores bestyrelse

Uffe Savery
Forperson

Uffe Savery har en baggrund som musiker i Safri Duo, er tidligere rektor for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og musikchef for Copenhagen Phil.

Christina Wex
Journalist og forfatter

Næstforperson

Eksternt medlem indstillet af Gentofte Kommune

Peter Hartvig
Skoleleder

Skoleinspektør på Gentofte Skole, som er vores folkeskolenabo.

Eksternt medlem indstillet af Region Hovedstaden.

Anette Hestbæk Jørgensen
Rektor

Tilforordnet

Sine Zambach
Adjunkt

Adjunkt ved Institut for Digitalisering på Copenhagen Business School

Eksternt medlem

Jens Øllgaard Duus
Vicedekan

Vicedekan på DTU

Eksternt medlem

Monica Garrido
Lektor

Medarbejderrepræsentant
indstillet af medarbejderne.

Trine Finne Loo
Lektor

Medarbejderrepræsentant
indstillet af medarbejderne.

Kajsa Just Nordholt
3.y

Elevrepræsentant
indstillet af eleverne.

Sofus Hamborg Kastberg
2.k

Elevrepræsentant
indstillet af eleverne.

Bestyrelsens opgaver og ansvar

• Overordnet at lede den selvejende institution
• At være ansvarlig overfor Undervisningsministeriet for institutionens drift og for forvaltningen af det statslige tilskud.
• At forvalte institutionens midler, så de bliver til størst mulig gavn for institutionens formål.

Bestyrelsens forretningsorden

Vedtægter for Aurehøj Gymnasium

Næste planlagte møde

Torsdag den 3. december 2026

Dagsorden og mødereferater

Tavle med dagsordenen til elevrådsmødet

Elevrådet på Aurehøj Gymnasium

På Aurehøj Gymnasium er der tradition for et handlekraftigt og seriøst elevråd. Elevrådet er godt organiseret og demokratisk forankret i alle klasser. Elevrådet tager ofte direkte kontakt til skolens ledelse og har møder om nye initiativer. De to elevrepræsentanter i bestyrelsen er også udpeget af Elevrådet.

Aktuelle emner, som Elevrådet har arbejder med er: Elevtrivsel, f.eks. initiativet 'circle of trust', hvor elevambassadører uddanner sig i konfliktløsning og som samtalepersoner til gavn for andre elever. Elevrådet på Aurehøj har også været stærkt repræsenteret i udarbejdelsen af vores værdigrundlang, og desuden har Elevrådet også været meget aktive i arbejdet med at skabe en Grøn Skole, hvor Elevrådet samarbejder med skolens ledelse om en mere grøn profil på Aurehøj.

Elevrådet har repræsentanter i alle klasser og ledes dagligt af et forretningsudvalg med to forpersoner i øjeblikket Anne Mona (3c) og Gertrud (3j) .

Udvalg

Eleverne har yderligere nedsat en række udvalg, på områder de er optaget af, hvis virke også samler skolen på tværs af klasser og årgange. Eleverne er f.eks. meget optaget af miljø- og klimaudfordringerne og har derfor nedsat udvalg med fokus på klimavenlige tiltag. Af andre populære udvalg kan nævnes MGP, OD-udvalg og Del-ud-udvalg.

Styringsdokument og finansiel politik

Styredokument for bestyrelsen 2025/2026

Styringsdokument for Aurehøj 2025/26

Strategisk vil Aurehøj arbejde med følgende temaer det kommende skoleår:

Skolekultur og faglig trivsel

Vi ønsker at fortsætte arbejdet med skole- og læringskultur på Aurehøj, da vi gerne vil sikre vores høje faglighed og glæden ved at lære ved et generelt fokus på kulturen i klasseværelset, på lektielæsningen og afleveringen af opgaver. Derudover udvider vi fokus det kommende år med et særligt fokus på den digitale dannelse og udvikling.

Der arbejdes videre med skolekultur som et hel-skole-projekt, hvor alle ansatte, elever og forældre involveres. Konkret vil der være følgende tiltag:

  • Fortsat fokus på ”Studiekompetencer i Grundforløbet” – der arbejdes målrettet i fagene i grundforløbet med studiekompetencer som planlægning, noteteknik, mappestruktur og basale IT-kompetencer.
  • Ny fællesskabskoordinator skal arbejde med at koordinere og understøtte fællesskaber i klasserne herunder arbejde med at forankre model for samarbejde omkring klasserne og klassemøder, sådan at en øget grad af koordination omkring klasserne muliggøres.
  • Indsats omkring ’Klassepiloter’ i 1g og arbejder typisk med forlængelse af fællesskabsfokus i 2g.
  • Fokus på læringsmiljø frem for præstationsmiljø herunder i arbejdet med lektier, skriftlige opgaver og fastholdelse af faglighed og dannelse. Her sættes særligt fokus på mere ensartethed i lektiegivningen og mere tydelighed i forventningerne til eleverne i undervisningen.
  • Fokus på relationskompetence gennem et arbejde med relationel praksis herunder oplæg for alle lærere med Louise Klinge
  • Arbejde med faglig trivsel i forlængelse af Ane Qvortrups LUP-undersøgelse

Læring inden for digital dannelse og kultur:
Det digitale område er i hastig udvikling i disse år og vi begynder at mærke konsekvenserne af den digitale omstilling. Den digitale dannelse handler om balancen mellem det digitale og det analoge, skærmbrug, digitale kompetencer, håndtering af snyd, digitale fodspor, AI og meget mere. I forlængelse af Aurehøjs Digitale Strategi, som er vedtaget i foråret 2024, ønsker vi at sætte særligt fokus på den digitale dannelse og kultur.

  • Ny pædagogisk IT-vejleder med AI skal samle og udvikle skolens indsats for arbejdet med at integrere AI i undervisningen på en hensigtsmæssig måde.
  • Fortsat arbejde med at klæde eleverne på til at kunne fokusere på læring, så vi mindsker plagiat, snyd og misbrug af kilder
  • Fortsat fokus på balance mellem analoge og digitale læremidler
  • Overgang fra Google-platform til Microsoft-platform for deling af dokumenter

    AFRAPPORTERING AF STYREDOKUMENT FOR BESTYRELSEN 2024/25

    Styredokument 2024/2025 – Afrapportering

    Strategisk har Aurehøj arbejdet med følgende temaer det seneste skoleår:

    Skolekultur
    Vi fortsatte arbejdet med skole- og læringskultur på Aurehøj i skoleåret 2024/25. Vi havde et særligt fokus på den digitale dannelse og udvikling. Indsatsen omkring skolekultur er et hel-skole-projekt, hvor alle ansatte, elever og forældre involveres. Konkret gennemførte vi følgende tiltag:

    Som noget nyt havde vi fokus på studiekompetencer i Grundforløbet, hvor en lang række fag arbejdede målrettet med studiekompetencer som planlægning, noteteknik, mappestruktur og basale IT-kompetencer.

    Vi fortsatte den samlede indsats for at koordinere og udvide de mange forskellige aktiviteter, der er i introforløbet og i forlængelse af grundforløbet, således, at eleverne fik skabt sociale indsatser for stamklasserne. Projekt ’Klassepiloter’ blev udvidet til hele 1.g-årgangen og 2.g gennemførte fællesspisning i starten af skoleåret med sjove lege og medbragt mad.

    Sammen med elevrådet blev der sat fokus på fællesskaber og læringsmiljø frem for præstationsmiljø og vi fik udviklet Aurehøjs nye ”Leveregler” i forlængelse af vores værdigrundlag.

    Læsefordybelse blev gentaget fra uge 46 – uge 6 for at træne koncentration, fordybelse læsefærdigheder og læsehastighed.

    På lærersiden blev vores mentorordning gennemgået, så nye lærere bliver modtaget og integreret grundigt på skolen.

    Læring inden for digital dannelse og kultur
    Det digitale område er i hastig udvikling i disse år og vi begynder at mærke konsekvenserne af den digitale omstilling. Den digitale dannelse handler om balancen mellem det digitale og det analoge, skærmbrug, digitale kompetencer, håndtering af snyd, digitale fodspor, AI og meget mere. I forlængelse af Aurehøjs Digitale Strategi, som blev vedtaget i foråret 2024, satte vi særligt fokus på den digitale dannelse og kultur.

    Grundforløbet startede med kladdehæfter og et fysisk kompendium til de nye 1.g-elever for at flytte fokus væk fra computeren og mulige digitale forstyrrelser. Vi har arbejdet meget med en balance mellem det digitale og det analoge i klasseværelset.

    I november 2024 afviklede vi vores ”MOL-dag”, hvor vi arbejdede med Motivation og Læring med elever fra alle årgange – helskoledag. Vi havde fokus på læring i en tid med AI – først med workshops der skulle skabe refleksion omkring, hvornår man bruger AI og hvordan man lærer. Herefter havde vi besøg af Vincent Hendrix, som kredsede omkring forholdet mellem menneskelig intelligens og erkendelse vs. den AI-genererede intelligens. Endeligt sluttede dagen med at anvende AI/Chat/Co-pilot i fagene. Hvordan tjekker man om maskinen hallucinerer, hvordan laver man et godt prompt osv. Formålet med dagen var at klæde eleverne på til at kunne fokusere på læring, så vi mindsker plagiat, snyd og misbrug af kilder.

    Det nordiske i undervisningen
    Vi har i en længere årrække haft Norden som fokusområde for internationale aktiviteter på skolen (studieture for hele lærerkollegiet til Norge, Island, Færøerne, danskfaggruppen til Stockholm, koncertrejser for elever til Oslo og Stockholm, flere Nordplus-projekter med nordiske lande). I forlængelse heraf ønskede vi at styrke et fokus på nordisk kultur, samhørighed og fælles forståelse i undervisningen. Vi har i 24/25 arbejdet for at styrke viden og indsigt om Grønland. Vores elever skulle opnå en forståelse for vores ansvar i forhold til Grønland, således, at der ikke kun blev arbejdet med Grønland ud fra et kolonialt perspektiv, men at eleverne blandt andet kunne opleve nutidig grønlandsk musik gennem workshops i 2.g og en koncert med en grønlandsk kunstner i Grønnegården.

    Aurehøj har fortsat arbejdet med NordUng-projektet, som er et samarbejde med KU og SDU omkring udvikling af forløb i gymnasiet med et særligt nordisk perspektiv. Herunder har der været lærere involverede med fagene dansk og musik – eksempelvis med projekter om rinkebysvensk (etnolekt) og helt moderne norsk lyrik.

    September 2025 (AH)

    FINANSIEL POLITIK

    Aurehøj Gymnasium,
    Finansielle politik
    januar 2021

    AG’s finansielle strategi og risikopolitik
    Økonomichefen revurderer årligt vores strategi og risikopolitik. Politikken bliver forelagt til og godkendt af bestyrelsen.

    Formålet med den finansielle strategi og risikopolitik er at fastlægge rammer for den finansielle håndtering, hvorved risikoen overfor manglende betalingsevne og rente- og kursudsving samt kredit-/modpartsrisiko afgrænses og reduceres.

    Udviklingen på de finansielle markeder
    Ovenpå finanskrisen, der kulminerede i efteråret 2008, har der generelt været faldende renter. Siden 2015 har der været negativ rente på en del indlån m.v.

    Bemyndigelser
    Økonomifunktionen sammen med rektor kan ifølge bemyndigelserne bl.a.:

    • Omlægge lån under visse forudsætninger
    • Placere likviditet ved aftaleindskud
    • Optage kreditter med sikkerhed i bygninger
    • Sikre at vi har adgang til den fornødne likviditet gennem en kassekredit hos Danske Bank.

    Nærværende risikopolitik præciserer rammerne for styringen af vores finansielle risikopolitik.

    Overordnet risikopolitik
    AG skal drive uddannelses virksomhed og har ikke umiddelbart kompetencer til at drive spekulation, derfor skal alle handlinger være konservative i sin udførsel.

    Likviditet
    AG skal på et givet tidspunkt have adgang til likviditet på mindst 1,5 måneders omkostninger ca. 8,7 mio. kr.

    Midler, som ikke af hensyn til de daglige forretninger skal foreligge kontant, skal indsættes i pengeinstitut eller anbringes i obligationer. Vi vurderer imidlertid at have en relativt kort investeringshorisont, hvilket tilsiger en risikovillighed i den lave ende, for at undgå kurstab.

    AG’s likviditetsstyring og finansielle placeringer håndteres i hovedtræk på følgende måde:

    • På baggrund af løbende likviditetsprognoser sikres det, at der til enhver tid er tilstrækkelig likviditet til at dække de løbende udgifter, via indestående eller trækningsret på vores bankkonti.
    • I længere perioder med overskudslikviditet kan midler placeres i realkreditobligationer, eller eventuelt afdrages på gælden.

    Elementer i den finansielle politik
    AG afdrager årligt på den langfristede gæld og optager ikke afdragsfrie lån.

    Der optages kun yderligere gæld ved større anlægsopgaver, og kun i ekstraordinære tilfælde kan driften lånefinansieres.

    Styring af disponibel likviditet er væsentlig. Det skal sikres, at der til enhver tid er likvider nok til løbende at betale forfaldne renter samt afdrage på gælden og honorere øvrige kortsigtede forpligtelser.

    Den finansielle politik skal ligeledes sikre, at der opnås tilfredsstillende regnskabsmæssige resultater. Her er forholdet mellem den faste og den variable rente essentiel. En højere fast rente i forhold til en variabel rente vil have en større negativ effekt på resultatet, men samtidig have en positiv effekt på budgetsikkerheden og den finansielle risiko generelt.

    Som det fremgår ovenfor, er de tre elementer tæt forbundet. Det er derfor afgørende for den finansielle politik, at der ikke udelukkende fokuseres på et element, men at der til enhver tid er sammenhæng mellem budgetsikkerhed, likviditetsstyring og de regnskabsmæssige resultater.

    Det gælder generelt, at langfristet gæld skal optages i danske kroner og i låne typer under realkredit.

    Desuden gælder det, at maksimalt 50 % af gælden må være i variabel rente (variabel under et år). Dette gælder også ved låneomlægning.

    Samlet realkreditgæld
    AG har 1 kontantlån (1% lån), 1 CIBOR3 lån med kvartårlig rentetilpasning samt 1 rentetilpasningslån (F5).

    Den samlede realkreditgæld var pr. 30 september 2020 på 41 mio. kr.

    Finansielle instrumenter
    I forbindelse med optagelse af CIBOR3 lånet i 2010 indgik AG i et renteloft, der sikrer at renten på de 3 CIBOR3 i hele løbetiden ikke kan stige til over 5% og på den måde begrænsede vores fremtidige risiko for rentestigninger.

    Ændringer i værdien på renteloftet bogføres over egenkapitalen og har derfor ingen likviditetsmæssige eller resultatmæssige konsekvenser.

    Konverterings mulighed
    AG kan til enhver tid ændre 1 eller flere af de 3 lån til andre låne typer indenfor realkreditten. Dog skal renteloftet betales løbende frem til 2040 eller indfries kontant.

    Med den nuværende finansiering baseret på de 3 lån, er der skabt det bedst mulige grundlag for at reducere renteomkostningerne og dermed bidrage positivt til de regnskabsmæssige resultater.

    Organisationsdiagram for Aurehøj

    Organisationsdiagram for Aurehøj Gymnasium

    Vores ansatte

    Mød lærerne og de øvrige ansatte på Aurehøj.

    Kvalitetssikring på Aurehøj

    Kvalitetssikring på Aurehøj

    Undervisningsministeriets ”Bekendtgørelse om de gymnasiale uddannelser” (§10) beskriver overordnede krav til selvevaluering af uddannelsers kvalitet. På Aurehøj Gymnasium har vi, på baggrund af disse beskrivelser og skolens egne ambitioner om et godt og givende skoleliv for elever og ansatte, valgt en kvalitets sikrings- og evalueringsprocedure, der hvert år tager udgangspunkt i et af bestyrelsen besluttet styringsdokument .

    Styringsdokumentet er besluttet i skolens bestyrelse under hensyntagen til, om det er i tråd med skolens værdigrundlag, som ses herover. Værdigrundlaget er blevet til i en proces, hvor alle skolens elever og ansatte har været med, og hvor de har haft ret til at kunne formulere forslag.

    Kvalitetssikring gennem Evaluering

    På Aurehøj Gymnasium arbejder vi aktivt med ønsket om at bevare den særlige ånd, som vi mener skolen rummer og som tydeligt udtrykkes i vores værdigrundlag. Af den grund gennemføres der flere forskellige typer selvevaluering og evaluering på skolen:

    Undervisningsevaluering: Formelt set skal alle hold evaluere undervisningen systematisk minimum én gang om året, men den daglige undervisning evalueres løbende over året i samarbejde mellem klasserne/holdene og underviseren. Ofte evalueres der ved afslutningen af de enkelte undervisningsforløb både i forhold til undervisningens planlægning og gennemførelse og i forhold til elevernes udbytte. Denne daglige evaluering er altså en integreret del af skoleårets afvikling. For at se hvilke typer spørgsmål, der typisk bruges til en undervisningsevaluering, så tryk på knappen herunder.

    Se spørgsmålsforslag til undervisningsevaluering her

    Elevtrivselsundersøgelse: Hvert år afholder skolen en egentlig Elevtrivselsundersøgelse blandt alle skolens elever – hvis du vil læse resultatet af den seneste kan du gøre det her. Aurehøj Gymnasium har i de år, at elevtrivselsundersøgelsen er blevet lavet, ligget over landsgennemsnittet i den samlede elevtrivsel.

    Karaktergivning og samtaler: Der gives karakter i 1g i februar og maj/juni, 2g i november, marts og maj/juni og 3g i november, marts og maj. Den enkelte lærer giver mundtlig feedback på standpunkts/årskarakterer, hvis eleven ønsker det – ofte gennem karaktersamtaler. Ligeledes afholdes der også forældrekonsultationer i 1g og 2g.

    Klassemøder: Der er lagt en fast struktur på Aurehøj for, hvornår de enkelte klassers lærere skal mødes og med hvilke dagsordener, f.eks. kan det være specifikke fokuspunkter ang. fravær, elevernes forberedelse til timerne, klassefællesskabet og trivslen. På baggrund af disse møder koordinerer lærerne, hvordan der skal handles i den enkelte klasse og i forhold til enkelte elever, der har særlige udfordringer. Klassens studievejleder deltager altid ved disse møder. Desuden afholder repræsentanter fra ledelsen og klassernes studievejledere også møder, hvor de ligeledes koordinerer, men her har særligt fokus på enkeltindivider.

    Årsprøver/terminsprøver: Endelig evalueres elevernes faglige udbytte af uddannelsen ved de afsluttende prøver, både de obligatoriske, men også flere ekstra skriftlige og mundtligt årsprøver. Terminsprøver i afsluttende, skriftlige fag finder sted i februar og i dansk og engelsk også i en tidligere runde november.

    Karaktergennemsnit, frafaldsprocent og fraværsprocent: På Aurehøjs hjemmeside figurerer tal angående, hvordan eleverne klarer sig karaktermæssigt til studentereksamen, hvor mange elever, der fuldfører uddannelsen, og hvad den gennemsnitlige fraværsprocent er. Disse tal drøftes i ledelsen og i Pædagogisk Udvalg og i bestyrelsen, hvis tallene vækker grund til bekymring eller undren. Flere af disse tal hænger også direkte og indirekte sammen med indholdet af styringsdokumentet for det enkelte skoleår – således kan tiltag i forbindelse med skolekulturen f.eks. påvirke gennemførselsprocenten.

    Screeninger og forskellige typer vejledning: Elevernes refleksion over egen læring hjælpes på vej af henholdsvis studievejledere, teamlærere og faglærere. Med udgangspunkt i læse- og matematikscreeninger udfordres elevernes faglige overvejelser og valg af studieretning allerede i grundforløbet i elevsamtaler med studievejledere og teamlærere. Gennem karrierevejledning, som sker i samarbejde med Studievalg København, anspores eleverne endelig til evaluering af deres individuelle formål med gymnasieuddannelsen og anvendelsen af den i et videre studieforløb. Læs yderligere om de forskellige typer af vejledning på Aurehøj her.

    Øvrige indsatser til gavn for elevtrivsel, fastholdelse og fravær: et meget aktivt elevråd, elevrepræsentation i øvrige skoleudvalg, introudvalg, elevudvalg, frivillig undervisning, koordinator for elevtrivsel, koordinator for ungdomskultur, ledelses-/lærer-/elevbårne skolekulturelle aktiviteter, åbenhed overfor elevaktiviteter i og udenfor skoletiden, mentorordning, studiecafé, studievejledning, talentarbejde og sorggruppe.

    Undersøgelser

    Her finder du resultaterne af den lovpligtige elevtrivselsundersøgelse. Desuden indgår Aurehøj Gymnasium igennem Gentofte Kommune i Ungeprofilundersøgelsen, der giver et ekstra indblik i de lokale unges trivsel.

    Elevtrivselsundersøgelse (ETU)

    Elevtrivselsundersøgelsen er en lovpligtig undersøgelse, som alle gymnasier skal gennemføre én gang årligt. Her undersøges elevernes trivsel bredt: f.eks. angående motivation, følelse af pres, arbejdsindsats m.m. Læs Aurehøjs elevtrivselsundersøgelse her.

    Ungeprofilundersøgelsen

    Ungeprofilundersøgelsen skal give kommuner og uddannelsesinstitutioner en aktuel viden om unges trivsel, sundhed, livsopfattelse og livssituation og bidrager dermed til at styrke den forebyggende indsats i og på tværs af landets kommuner. Klik her for at læse undersøgelsen.

    Undervisningsmiljøvurdering (UMV)

    Undersøgelsen gennemføres hvert tredje år og er med til at sikre et godt læringsmiljø på Aurehøj. Undersøgelsen resulterer i en handleplan. Den aktuelle handleplan kan læses her.