Vælg Side

Køn, kust og blik

I foråret 2025 havde Aurehøj Gymnasium besøg af kunstner og kunstteoretiker Augusta Atla, der stod for et fem ugers huskunstnerforløb i billedkunst med titlen “Køn og kunst – Hvad er ‘the male gaze’, hvad er ‘the female gaze’?”. Forløbet var tilrettelagt som et seminar, hvor eleverne arbejdede tæt sammen med Augusta Atla og skolens billedkunstlærer – og hvor teori og praksis hele tiden spillede sammen.

Fra antikkel til nutiden

Forløbet startede med et historisk blik på køn i kunsten: fra den græske antik og frem til i dag. Eleverne arbejdede med feministisk teori og centrale værker fra kunsthistorien, især med fokus på Venus-motivet – og på, hvordan bestemte idealer er blevet gentaget og formet gennem tiden.

Eleverne fik også indblik i “The Great Erasure” – fænomenet, hvor kvindelige kunstnere gennem historien ofte er blevet skrevet ud af kunsthistoriens kanon, selv om deres værker og indflydelse har været betydelige.

Kunst som metode

En vigtig del af huskunstnerforløbet var at give eleverne indblik i, hvordan en professionel kunstner arbejder – fra idé og research til materialer, valg og færdigt værk. Målet var samtidig at give eleverne teoretiske redskaber til at analysere billeder og visuelle fortællinger kritisk, så de kan navigere i en samtidskultur, hvor vi hele tiden møder billeder, vinkler og blikke.

Forløbet lagde også vægt på noget, der kan være svært at finde plads til i en travl hverdag; en mere fri og undersøgende arbejdsform, hvor der er rum for tvivl, åbenhed og de samtaler, der ikke nødvendigvis har et hurtigt facit. 

Elevernes egne værker

Undervejs udviklede eleverne individuelle og gruppebaserede værker i mange forskellige medier som for eksempel collage, foto, tegning, tryk, maleri, video, installation, konceptkunst, digte eller performance. Værkerne blev en del af den almindelige undervisning i billedkunst og indgik i elevernes årlige vurdering. 

Elevernes stemmer

Forløbet satte også ord på det, mange oplever, når de begynder at se kunst med nye øjne:

“Nu forstår jeg hvor meget kunnen og tænkning, der er bag kunst, når jeg går på museum.” – elev

“Det var rart at få et rum hvor vi kunne debattere og dele vores tanker frit.” – elev

Tak for støtten

Huskunstnerforløbet blev gennemført med støtte fra Statens Kunstfond.