Translokationstale 2025

Årets translokationstale 2025 ved rektor Anette hestbæk jørgensen

Kære studenter årgang 2025

Først og fremmest et stort og varmt tillykke med Studentereksamen! Nu blev det jeres tur til at sidde her til Aurehøjs højtidelige translokation. Tre års slid og slæb, fest og fællesskab, op- og nedture. Nu har I huen på hovedet og om lidt venter bevis og håndtryk. Rundt om jer sidder stolte og glade familier.

En afslutning er en ny begyndelse. En afslutning på tre gymnasieår og begyndelsen på resten af livet. I tænker måske mest på, hvad I skal lave i jeres sabbatår, eller blot hvad der skal ske den kommende uge. Måske tænker I over, hvad der sker ude i verden. I dag markerer ikke kun afslutningen på tre års skolegang – men begyndelsen på noget, der stadig er ved at tage form. I sidder her. Med huerne på hovedet, blikket mod fremtiden og tre år i rygsækken, som I aldrig kommer til at glemme.

Tre år med opgaver, afleveringer, grin, nætter uden søvn – og nætter med måske lidt for lidt søvn. Tre år, hvor I har lært om verden – almen dannelse, som vi kalder det i gymnasiet. Men endnu vigtigere: I har lært noget om jer selv.

I begyndte gymnasiet i en tid, hvor vi stadig bar på efterdønningerne af en pandemi. Og I træder ud af gymnasiet i en verden, der på mange måder er forandret. En verden, der føles som om den bevæger sig hurtigere end nogensinde før.

Vi lever i en tid, hvor kunstig intelligens skriver, taler og tænker med os – og nogle gange for os. ChatGPT var ikke en del af hverdagen, da I begyndte i 1.g. Nu bliver AI diskuteret i alt fra EU til klasseværelset – vi lyttede alle til Vincent Hendrix i november og brugte tid på at drøfte, hvordan AI påvirker vores motivation og læring. AI åbner døre, ja – men det stiller også spørgsmål:
Hvem er vi, når maskiner begynder at kunne det samme som os? Kan kreativitet kodes? Hvad er sandhed, hvis den kan manipuleres?

Den nye teknologi påvirker hele vores samfund og I skal være dem, der forstår den, stiller spørgsmål, og bruger den ansvarligt. Det kræver mod, kritisk tænkning – og et menneskeligt kompas. Alt det, I har øvet jer i her på Aurehøj. Blandt andet, når I skriver SRP.

En af jer skrev SPR med udgangspunkt i filmen ”The Truman Show” fra 1998, som omhandler en mand, der overvåges uden han ved det. Temaet i filmen bliver sammenlignet med nutidens digitale overvågning, hvor sociale medieplatforme indsamler data om vaner og anvender dem til at forme vores oplevelse af virkeligheden. Truman lever i en iscenesat virkelighed ligesom vi i dag lever i en digital virkelighed, hvor vores online identiteter konstant påvirkes af algoritmer og iscenesættelse. Men vi skal huske at kigge op og kigge ud.

Verden kalder. Den kalder højere end nogensinde. Der er krig i Europa. Der er hungersnød i Sudan. Der er klimakrise, der er demokratier i opbrud.

I forbindelse med det amerikanske valg tilbage i november, havde vi et arrangement på skolen, hvor I havde en festlig begyndelse med fællesspisning og foredrag. Men en brat opvågning til en genvalgt Trump som afslutning på arrangementet. Valget har fået konsekvenser langt ud over USAs egne grænser. Vi ser splittelse, misinformation, had og håbløshed. Afslutning på en æra og begyndelsen på en ny og meget mere uforudsigelig Verdensorden, hvor Danmark og Grønland pludselig spiller en ny rolle.

Trump spiller på fortællingen om globaliseringens ødelæggende kraft. Det handler for Trump om gengældelse, retfærdighed i forhold til hans syn på verden. Svaret fra Trump er trusler omkring territoriale udvidelser og toldsatser samt en stram udlændingepolitik. Unge backpackere bliver sendt i fængsel for at ville udføre frivilligt arbejde uden den korrekte indrejsetilladelse, medier og universiteter bliver truet og sandheden er vi ikke længere enige om. Generelt må man sige, at verden har ændret sig voldsomt i den tid, hvor I har gået på Aurehøj. I starten af maj markerede vi 80 året for Danmarks befrielse og på en morgensamling fik I fortællingen om en Aurehøj-elev, som havde forsøgt at gøre forskel, men var blevet mistolket og betalte med sit liv. Det sidste år er vi igen begyndt at frygte, at krigen skal nærme sig Danmark. Vores Statsminister siger køb, køb, køb til vores forsvar. Jeg hvisker fred, fred, fred!

Midt i det hele står I.

I, der er vokset op med at skulle forholde jer til global opvarmning, til identitet, til fake news og til at være online hele tiden – og alligevel stadig finder tid og mod til at række hånden op, kigge hinanden i øjnene og sige: “Jeg er her.” I har resonans!

Den tyske sociolog Hartmut Rosas beskriver, hvordan resonans opstår, når vi oplever at noget kalder på os og vi reagerer og svarer verden. Resonans er relationelt – vi resonerer med nogen eller noget, når vi møder verden nysgerrigt, åbent og tillidsfuldt samt med engagement. Det er en måde at skabe fokus og skærpe sin opmærksomhed mod verden omkring sig.

Resonans er at opleve en forbindelse til verden, en genklang, der gør, at man føler en meningsfuldhed, der ligger uden for selvet, men samtidig er en del af det. At være omringet af andre mennesker, at deltage i noget af rituel karakter, at klappe i takt, at udvise vilje til at tage imod og at blive rørt. Kunst og musik tilbyder resonans. Jeg følte for eksempel resonans, da jeg for 1½ år siden så den Islandske kunstner Kjartansson på Louisiana, hvor særligt et værk, som hedder ”Visitors” påvirkede mig. Værket er et videoværk, som fylder et helt rum. Værket foregår i et hus fyldt med musikere, som spiller i hver deres rum, for langsomt at samles og drage ud i naturen. Jeg føler også resonans, når jeg er til koncert her på skolen og alle bakker op, klapper og tramper i gulvet og I skaber en helt utrolig intens stemning.

Resonans er noget af det, som vi dyrker her på Aurehøj – ikke kun igennem musikken, men den måde, som vi er sammen på.

Tidligere på året satte vores elevråd ord på noget af det, som er særligt ved Aurehøj, da jeg besøgte dem på deres elevrådsweekend.

Her på Aurehøj kigger vi op og har øjenkontakt – vi smiler, når vi møder hinanden på gangene.

Vi hepper, klapper og hujer på alt og alle. Det gør vi på første skoledag, når der er koncerter eller når nogen siger noget på en morgensamling.

Vi har et Aurehøj som summer, fordi I er nysgerrige, har enorme mængder af energi og engagement og I tror på hinanden.

Og det er netop derfor, jeg tror på jer.

For under hver hue her i dag er der ikke kun en student. Der er en stemme, en drøm, en evne til at ændre noget.

Brug det. Tag det med videre. Ikke som et pres, men som en gave.
Verden er ikke færdig. Den bliver til – hver dag – og den har brug for jer.

I, som sidder her på de røde stole i dag, vil være med til at skabe udvikling. Det gør I, når I nysgerrigt undersøger nye områder inden for Science, som en elev i 3j har gjort med et projekt i forskerspirer og SRP, hvor hun har designet en ny type kredsløb, som beskytter transformerstationer imod effekten fra solstorme. Et projekt, hvor hun allerede bliver inviteret til videnskabelige konferencer ude i verden.

I har lige lyttet til Dy Plambecks tekst i ”Der hvor du har hjemme”.

Hun beskriver så fint, hvordan historien er dig. Den er os.
Den er travle morgener, et it-nedbrud, et hamsterhjul – og et flygtigt kys i frikvarteret.
Den er ikke kun skrevet i bøger – den bliver til, hver gang vi vælger hinanden.

I træder ud i en verden, hvor meget er i opbrud. Kunstig intelligens ændrer måden, vi lærer, arbejder og tænker på. Nogle spørger, om vi stadig har brug for mennesker, når maskiner kan skrive, skabe og analysere.

Mit svar er: Ja.
Fordi AI kan generere ord – men som Plambeck skriver, så er vi sproget, som løber op i brystet.

Det er os, der føler betydningen. Det er jer, der bærer stemmerne, der gør forskel.

Og ja – verden ser voldsom ud. Der er krig, der er klimaudfordringer, Det er meget at stå med, når man lige har fået sin hue på. Verden er fyldt med udfordringer og dilemmaer. Flere af jer har berørt disse i jeres SPR-projekter.  

En af jer har i et SRP-projekt udforsket dilemmaet mellem danskernes holdninger til klimaforandringer og deres reelle adfærd. Hvordan kan det være, at vi på trods vores store viden om, hvad der skal til for at passe på vores klima og miljø, alligevel argumenterer for, at det er i orden, at præcis ”jeg” handler imod den viden.

I skal ikke bære alting alene. Men I må gerne være dem, der stiller spørgsmål. Dem, der insisterer på håb – også selvom det er svært at ændre på vores adfærd.

Som Plambeck skriver, så er dér, hvor du har hjemme – er i din stemme.

Så brug den demokratisk og brug den til at skrive, elske, skabe, kritisere, lytte, tilgive og synge.

Men i dag – så må I gerne bare være unge.
Vær sommerdagenes lys.
Vær et smil fra en fremmed.
Vær dem, der forstår, at det største ikke altid er at forstå, men at være til stede – at være nærværende. Være i resonans.

Lad være med at gå efter det perfekte liv – find i stedet glæden i det uperfekte.

Og sig tak. Til hinanden. Til jeres lærere. Til dem, der har støttet jer, når I havde mest brug for det.

Vid, at I er vigtige. Verden forandrer sig, når I tør stå ved, hvem I er.

I dag er jeres dag. Ikke fordi alt slutter. Men fordi noget nyt begynder.

Og i dag siger jeg:
Tak – tak for jer – og hjerteligt tillykke med huen.