Om Aurehøj

På Aurehøj prioriterer vi musikken som et bærende element for fællesskaber på tværs af klasser og årgange
Aurehøjs lange tradition som musikgymnasium har skabt et engageret og kreativt musikmiljø, der også smitter af på de elever, der ikke udøver musik selv: vores elever er stærke og selvstændige unge mennesker, der engagerer sig i det, de laver. Både når det handler om at spille violin, men også når det handler om at arrangere indsamlinger til Røde Kors eller at dyste mod andre elever i DM i tysk. Hos os er det positivt at være en nørd – om det så handler om musik, kemi, debat, matematik eller brætspil. Vi værdsætter hinandens forskelligheder, evner og holdninger.
Vi hører hjemme i Gentofte, Nordsjælland, men optager hvert år elever fra op mod 75 forskellige grundskoler. På skolen skaber vi et inkluderende miljø gennem måden vi taler til hinanden på, og måden hvorpå vi er sammen på tværs af klasser og årgange. Vores undervisning er på et højt fagligt niveau i alle fag, der inspirerer til nysgerrighed, fordybelse og dannelse. Vi uddanner nogle af Danmarks dygtigste studenter.
Læs om vores lange historie her:
Privatskolen 1. maj 1906
I Hellerupområdet opstod der en mængde små privat skoler omkring år 1900, fordi det offentlige skolevæsen slet ikke kunne klare tilflytningen af de mange nye Gentofteborgere, der strømmede til området i disse år. Kommunens sydøstlige hjørne var attraktivt på grund af gode trafikforbindelser og nærheden til skov og strand. Det blev i løbet af få år udbygget med etageejendomme langs Strandvejen og bagvedliggende villakvarterer. Den unge lærerinde Ingeborg Helms startede sin egen skole, som fik navn efter hende, i en villalejlighed på Gruts allé i Hellerup med to klasser, i alt 11 elever i 1906. Vi kender ikke den præcise dato, men eftertiden har fastsat den til 1. maj. Skolen var, som det var almindeligt på den tid, en ren pigeskole. Skolen fik hurtigt et godt ry, fik vokseværk og tog allerede eget skolehus i brug i 1908 på Gersonsvejs vestside ud mod jernbanens areal. I 1914 afholdtes realeksamen for første gang og i 1919 studentereksamen på matematisk linje. Det var således en fuldt udbygget skole med egne bygninger. Den tilbød et ubrudt skoleforløb i de 5 forberedelsesklasser, 4 mellemskoleklasser og enten en etårig real afdeling eller en 3 årig gymnasielinje.
Aurehøj bliver statsskole
1919 overgik mange af Gentoftes privategymnasier til offentlig drift, og Ingeborg Helms´ skole blev statsskole. Man skiftede navn, tog navn efter en kæmpehøj. Aurehøjvej ligger stadigvæk i Hellerup og i en baghave ligger højen der selvfølgelig også.
Gentofte landsbys overdrev: Oren var de udyrkede græs fælleder ned mod Sundet og den statelig bronzealderhøj kaldtes fra gammel tid Orehøjen, et navn der senere udtaltes Aurehøj, måske med reference til morgenrødens gudinde Aurora.
Ved stats overtagelsen blev de 5 underskoleklasser skilt fra og samtidigt fik man dobbelt mellemskolerække. Gymnasiets inspektrice, den magtfulde Antoinette Dickmeiss blev udnævnt til rektor, og Ingeborg Helms måtte trække sig tilbage som skoleleder.
Fra 1924 blev det også muligt at tage en nysproglig studentereksamen.
Bygningen var trods udvidelser for lille og utidssvarende, og man blev i stigende grad generet af larm fra kyst- og nordbanetog. Så i mange år arbejdede man med flytteplaner, skolens eksistens var i virkeligheden truet. Nybyggeri og udflytning var en nødvendighed.
Skolebygningen i Gentofte
Gentofte landsby havde siden 1721 været sæde for danmarks første rytterskole. Den lå i sydenden af Gentofte Torv og var for længst blevet overhalet af udviklingen. Fra 1904 til 1906 byggedes et fremsynet skolehus under ledelse af kommunens bygningsinspektør arkitekt Andreas Thejll på en lille allé nær Baunegårdsvej, siden kaldet Skolevej, med 6 klasseværelser og en gymnastiksal. I 1919 udvidedes bygningen med yderligere 12 klasseværelser og faglokaler symmetrisk omkring syd fløjen. Den rige Gentofte kommune syntes, at bygningen var utidssvarende og byggede en ny aulaskole på Baunegårdsvej tæt ved. Den fattige stat øjnede nu muligheden for at løse Aurehøjs problemer, og fra 1941-44 ombyggedes skolen med nye fløje med faglokaler og gymnastiksal omkring Grønnegård.
Aurehøj flytter til Gentofte
I sommeren 1944 marcherede skolens elever og lærere under ledelse af rektor Dickmeiss efter skolens fane fra det gamle skolehus til det nye domicil i Gentofte. De forlod for stedse det gamle skolehus i Hellerup. Bygningen blev senere overtaget af den private Gunnar Jørgensen Skole, senere af en arabisk skole og blev nedrevet sommeren 1997.
I Gentofte fik skolen nye muligheder, og skolen blev fællesskole., dvs at der nu også kom drenge i klasserne. Skolen udviklede sig støt og roligt i takt med tidens ånd og de pædagogiske strømninger. Antoinette Dickmeiss, der havde været lærer på skolen siden 1911 og ledet den fra 1919 gik af i 1956 og blev afløst af mandlige rektorer. Hun satte sig en mindeplade, og med tiden forsvandt pigeskoleånden. Se mindepladen ved nordre trappe.
Rektor Thure Hastrup ledede skolen fra 1956-64, han var klassisk filolog og moderniserede skolens fagudbud med klassisksproglig linje og med musikspeciale for de ny sproglige.
Rektor Erik Bruun ledede skolen fra 1964-75, hvor grendelingen blev indført. Her blev der plads til den naturfaglige gren med biologi og senere til musikmatematikere. Endvidere indførtes faget russisk som alternativ til fransk i denne periode. Først afvikledes mellemskolen senere real afdelingen således, at Aurehøj fra at være en skole for piger fra 6-19 år, nu var en blandet skole med 16-19 årige.
Aurehøjs profil i lokalsamfundet har vel altid været blandt de mere stabile gymnasier, hvor solide kundskaber og dannelses idealer har været i højsædet. Musikken blev et kendemærke for skolen og den tiltrak elever med bopæl langt fra nær området.
Rektor Søren Brogaard tiltrådte i 1975. Han demokratiserede skolens liv og fik i løbet af få år elevtallet til at vokse fra 12 til 18 klasser. Musikken udvikledes, så Aurehøj blev et af Danmarks stærkeste musikgymnasier med mange kor og orkestre. Det har vist sig, at et rigt musikliv giver et stærkt og kreativt miljø blandt alle elever.
Amtsgymnasium fra 1986
I 1986 blev Aurehøj overtaget af Københavns amt lige efter, at bygningen har været 40 år i kommunens tjeneste og 40 år i statens: som en konsekvens heraf skiftede man navn til Aurehøj Amtsgymnasium.
Grengymnasiet afløstes af et valggymnasium med friere valg. Det blev blandt andet muligt at læse kemi på højt niveau, og en række nye mellemniveaufag som drama, idræt, filosofi, psykologi og senere astronomi indførtes.
I 1993 fik Aurehøj efter 37 år med mandlige rektorer atter en kvindelig rektor, idet Marianne Zibrandtsen tiltrådte posten og førte skolens linje ind i det nye årtusinde. Fra 2005 startede studieretninggymnasiet, hvor eleverne vælger en studieretning ved optagelsen og efterfølgende har forholdsvis få valg.
Selvejende institution
Fra nytår 2007 blev amterne nedlagt og gymnasierne blev selvejende institutioner. Søgningen er god, elevtallet er vokset og der er nu syv spor fordelt på de udbudte studieretninger.
Aurehøjs klassiske bygninger, gode faglokaler og den udefinerlige ånd, der svæver over skolen har været med til at give skolen medvind i dens over 100-årige historie, og skolen hedder igen Aurehøj Gymnasium.
100 års jubilæum
I 2007 fejrede vi vores 100 års jubilæum, hvor den udvidede store sal rigtigt viste sin berettigelse. I den anledning lavede vi jubilæums bogen: “Aurehøj gennem 100 år“.
Niels Ulrik Kampmann Hansen
Lektor 1977-2013
Aurehøj i tal
ANTAL ELEVER 2024/25
%
Frafald 2024
LANDSGENNEMSNIT 2024: 7,4
studenter 2024
Karaktergennemsnit sommereksamen 2024
LANDSGENNEMSNIT 2024: 7.5
Studenter siden år 2000
%
Gennemsnitlig fraværsprocent 2023/24
Antal lærere
studenter 2024 med musik A-niveau
Vores
bestyrelse
Christina Wex
Konstitueret forperson
Christina Wex er forfatter og journalist og medlem af Gentofte Kommunalbestyrelse, hvor hun er formand for Børneudvalget.
Christina Wex
Journalist og forfatter
Næstformand
Eksternt medlem indstillet af Gentofte Kommune
Peter Hartvig
Skoleleder
Skoleinspektør på Gentofte Skole, som er vores folkeskolenabo.
Eksternt medlem indstillet af Region Hovedstaden.
Henrik Brendstrup
Celloprofessor
Eksternt medlem udpeget ved selvsupplering.
Anette Hestbæk Jørgensen
Rektor
Tilforordnet
Sine Zambach
Adjunkt
Eksternt medlem
Monica Garrido
Lektor
Medarbejderrepræsentant
indstillet af medarbejderne.
Sonja Grønbæk
Lektor
Medarbejderrepræsentant
indstillet af medarbejderne.
Filippa Rose Albrecht Brabrand
3.a
Elevrepræsentant
indstillet af eleverne.
Frida Næslund Simonsen
3.y
Elevrepræsentant
indstillet af eleverne.
Bestyrelsens opgaver og ansvar:
• Overordnet at lede den selvejende institution
• At være ansvarlig overfor Undervisningsministeriet for institutionens drift og for forvaltningen af det statslige tilskud.
• At forvalte institutionens midler, så de bliver til størst mulig gavn for institutionens formål.
Næste planlagte møde:
Tirsdag den 3. juni 2025
Dagsorden og mødereferater:
Dagsorden / referat marts 2025
Dagsorden / referat december 2024
Dagsorden / referat oktober 2024
Dagsorden / referat juni 2024
Dagsorden / referat marts 2024
Dagsorden / referat november 2023
Dagsorden / referat september 2023
Dagsorden / referat juni 2023
Styredokument for bestyrelsen 2024/2025
Styringsdokument for Aurehøj 2024/2025
Strategisk vil Aurehøj arbejde med følgende temaer det kommende skoleår:
Skolekultur:
Vi ønsker at fortsætte arbejdet med skole- og læringskultur på Aurehøj, da vi gerne vil sikre vores høje faglighed og glæden ved at lære ved et generelt fokus på kulturen i klasseværelset, på lektielæsningen og afleveringen af opgaver. Derudover udvider vi fokus det kommende år med et særligt fokus på den digitale dannelse og udvikling.
Der arbejdes videre med skolekultur som et hel-skole-projekt, hvor alle ansatte, elever og forældre involveres. Konkret vil der være følgende tiltag:
- Fokus på Studiekompetencer i Grundforløbet – der arbejdes målrettet i fagene i grundforløbet med studiekompetencer som planlægning, noteteknik, mappestruktur, basale IT-kompetencer og lektielæsning.
- Videreudvikling af den samlede indsats for at koordinere og udvide de mange forskellige indsatser, der er i introforløbet og i forlængelse af grundforløbet, således, at der tænkes i sociale indsatser for stamklasserne. Årsplan, som har fokus på stamklasserne videreudvikles og implementeres. Uddannede ’Klassepiloter’ fortsætter med fællesskabsfokus i 2g.
- Lærerfaglig udvikling og sparring (KIS) som skaber et pædagogisk og didaktisk refleksionsrum for lærere
- Udvikling af ny mentorordning, så nye lærere modtages og integreres grundigt på skolen
- Fokus på læringsmiljø frem for præstationsmiljø herunder i arbejdet med lektier, skriftlige opgaver og fastholdelse af faglighed og dannelse
- Fortsat arbejde med at forankre model for samarbejde omkring klasserne og klassemøder, sådan at en øget grad af koordination omkring klasserne muliggøres
- Læsefordybelse fastholdes i det kommende skoleår for at træne koncentration, læsefærdigheder og -hastighed
Læring inden for digital dannelse og kultur:
Det digitale område er i hastig udvikling i disse år og vi begynder at mærke konsekvenserne af den digitale omstilling. Den digitale dannelse handler om balancen mellem det digitale og det analoge, skærmbrug, digitale kompetencer, håndtering af snyd, digitale fodspor, AI og meget mere. I forlængelse af Aurehøjs Digitale Strategi, som er vedtaget i foråret 2024, ønsker vi at sætte særligt fokus på den digitale dannelse og kultur.
- Arbejde med Motivation og Læring (MOL) – helskoledag i november med fokus på AI
- Arbejde med at klæde eleverne på til at kunne fokusere på læring, så vi mindsker plagiat, snyd og misbrug af kilder
- Internat i augustopstarten bl.a. med fokus på AI, digital dannelse og studiekompetencer
- Fortsat fokus på mobiltelefoner og andre mulige digitale forstyrrelser
Det nordiske i undervisningen
Vi har i en længere årrække haft Norden som fokusområde for internationale aktiviteter på skolen (studieture for hele lærerkollegiet til Norge, Island, Færøerne, danskfaggruppen til Stockholm, koncertrejser for elever til Oslo og Stockholm, flere Nordplus-projekter med nordiske lande). I forlængelse af dette ønsker vi at styrke et fokus på nordisk kultur, samhørighed og fælles forståelse i undervisningen. Vi ønsker at styrke arbejdet med at udbrede viden og forståelse af det nordiske perspektiv, men vægter særligt en større viden og indsigt om Grønland som en del af rigsfællesskabet gennem uddannelse og kulturprojekter. Vores elever skal opnå en forståelse for vores ansvar i forhold til Grønland, således, at der ikke kun arbejdes med Grønland ud fra et kolonialt perspektiv.
- Der arbejdes med projekt om grønlandsk musik med workshops i 2g og en koncert til et caféarrangement
- Der arbejdes videre med udviklingsprojekter, hvor natursyn i Grønland indarbejdes i engelsk, dansk og naturgeografi. Projekterne søges af lærere til at forberede nye undervisningsforløb, som deles med fagkolleger.
- Skolen indgår i NordUng-projektet, som er et samarbejde med KU og SDU omkring udvikling af forløb i gymnasiet med et særligt nordisk perspektiv. Herunder arbejdes der med projekter i dansk og musik – eksempelvis projekter om rinkebysvensk (etnolekt) og helt moderne norsk lyrik
AFRAPPORTERING AF STYREDOKUMENT FOR BESTYRELSEN 2023/24
Styredokument 2023/2024 – Afrapportering
Strategisk har Aurehøj arbejdet med følgende temaer det seneste skoleår:
Skolekultur:
Der blev arbejdet videre med projekt skolekultur i 2023/24, da der er stor opbakning til dette område i organisationen. Arbejdet med skole- og læringskultur på Aurehøj ligger i forlængelse af vores værdigrundlag, hvor vi lægger vægt på høj faglighed og glæden ved at lære. Herunder har vi haft et generelt fokus på kulturen i klasseværelset, på lektielæsning, aflevering af opgaver og reduktion af fysisk og skriftligt fravær. Derudover har vi haft fokus på den digitale dannelse og udvikling.
Konkret havde vi følgende tiltag:
Gennemførsel af en samlet indsats for at koordinere og udvide de mange forskellige fokusområder der er i introforløbet med særligt fokus på stamklasserne, som startede i november 2023. Vi var involverede i et nyt projekt ”Klassepiloter”, hvor vi havde en ekstern underviser til at arbejde med en gruppe af 1g-elever. Fokus var på at være med til at understøtte klassefællesskabet og forløbet varede 5 moduler fordelt over 5 uger. I forlængelse af projektet har klassepiloterne arrangeret fællesspisning for hele årgangen.
Der har været fokus fra ledelse og studievejledere på at have en fælles indsats i forhold til det fysiske fravær. Gruppen har aftalt fælles møder, hvor klasserne er gennemgået i relation til fravær. Der er indført et nyt tiltag med en tidlig indsats, kaldet ”bekymringsbrev”, som sendes til såvel elev som forældre, hvis eleven er under 18. Hertil kommer et øget fokus på samarbejdet rundt om klasserne, hvor der har været udarbejdet en ny fælles dagsorden til klassemøder.
En ny arbejdsgruppe er nedsat med medlemmer på tværs af digitaliseringsudvalg og pædagogisk udvalg (MOL), som arbejder med elevernes motivation og lysten til at lære. Gruppen har planlagt en helskoledag i november 2024. Dertil kommer en arbejdsgruppe, som har arbejdet med at skabe fokus på studiekompetencer i grundforløbet. Relevante faggrupper er blevet involveret i at skabe en fælles tilgang til introduktion til notetagning, planlægning af tid, at lave en mundtlig præsentation osv. i grundforløbet. Formålet er at forberede de nye elever på vores forventninger til studiekompetencer i gymnasiet.
Læsefordybelse blev gennemført i ugerne 46-6 og med en opstart med forfatter Asta Olivia Nordenhof.
I november 2023 havde digitaliseringsudvalget planlagt en pædagogisk dag med fokus på fremtiden – hvor er vi på vej hen og med workshops for fagområderne i anvendelse af Chat-GPT og generativ AI. Der var drøftelser omkring, hvordan der skabes fokus på læring, så vi undgår plagiat, snyd og misbrug af kilder.
Digitaliseringsudvalget har arbejdet med en ny ”digitaliseringsstrategi”, som blev godkendt af bestyrelsen i juni 2024. Herunder blev der lagt vægt på at finde en balance mellem det digitale og det analoge, samt håndtering af mobiltelefoner og digitale forstyrrelser i undervisningen.
En bæredygtig og grøn skole:
Aurehøj er stadig en grøn skole. I forlængelse af indsatser omkring biodiversitet og øvrige tværgående fokuspunkter, er tiltagene flyttet ind i undervisningen, der hvor det er relevant og giver mening. Aurehøj deltog endnu engang i gymnasiernes nationale klimahandledag den 22. september 2023. To yderligere lærere og en leder har været på bæredygtighedskursus. Der er igangsat en ansøgning om godkendelse af solceller til musikhustaget. Nye forløb er afprøvet i forlængelse af Villumfondsprojektet, der understøtter bæredygtighed i fagene fysik, biologi, samfundsfag, dansk og naturgeografi. Handlerum og bæredygtig omstilling, et innovativt projekt i samfundsfag finansieret af UVM, er gennemført i samarbejde med Virum og Ordrup gymnasier. Dukseordning for fællesarealer er indført for at øge elevernes bevidsthed om affald og eget ansvar for oprydning.
Musikmiljø:
Aurehøjs lange tradition som musikgymnasium har skabt et engageret og kreativt musikmiljø. Et musikmiljø, som skal plejes og udvikles. Vi fortsatte arbejdet med den faglige udvikling af musik, hvor det bl.a. blev muligt at vælge faget ”Musik og lydproduktion” med pæn tilslutning. Skolen har ligeledes fået midler til at uddanne flere elever til at afvikle lyd ved musikarrangementer fra Tuborgfondet. Skolen modtog ligeledes et legat fra A.P. Møller Fonden til indkøb af et nyt Steinway-flygel. Dette blev indviet i foråret 2024 med en koncert arrangeret af ASV med pianister, hvor såvel tidligere som nuværende elever var repræsenteret. I foråret 2024 var Gentofte musikskole repræsenteret med et minikursus på Aurehøj for skolens elever. Endelig har der været stor efterspørgsel efter Aurehøjs kor, hvor Vox Aurehøj bl.a. sang på Experimentarium til modtagelse af Andreas Mogensen.
November 2024 (AH)
FINANSIEL POLITIK
Aurehøj Gymnasium,
Finansielle politik
januar 2021
AG’s finansielle strategi og risikopolitik
Økonomichefen revurderer årligt vores strategi og risikopolitik. Politikken bliver forelagt til og godkendt af bestyrelsen.
Formålet med den finansielle strategi og risikopolitik er at fastlægge rammer for den finansielle håndtering, hvorved risikoen overfor manglende betalingsevne og rente- og kursudsving samt kredit-/modpartsrisiko afgrænses og reduceres.
Udviklingen på de finansielle markeder
Ovenpå finanskrisen, der kulminerede i efteråret 2008, har der generelt været faldende renter. Siden 2015 har der været negativ rente på en del indlån m.v.
Bemyndigelser
Økonomifunktionen sammen med rektor kan ifølge bemyndigelserne bl.a.:
- Omlægge lån under visse forudsætninger
- Placere likviditet ved aftaleindskud
- Optage kreditter med sikkerhed i bygninger
- Sikre at vi har adgang til den fornødne likviditet gennem en kassekredit hos Danske Bank.
Nærværende risikopolitik præciserer rammerne for styringen af vores finansielle risikopolitik.
Overordnet risikopolitik
AG skal drive uddannelses virksomhed og har ikke umiddelbart kompetencer til at drive spekulation, derfor skal alle handlinger være konservative i sin udførsel.
Likviditet
AG skal på et givet tidspunkt have adgang til likviditet på mindst 1,5 måneders omkostninger ca. 8,7 mio. kr.
Midler, som ikke af hensyn til de daglige forretninger skal foreligge kontant, skal indsættes i pengeinstitut eller anbringes i obligationer. Vi vurderer imidlertid at have en relativt kort investeringshorisont, hvilket tilsiger en risikovillighed i den lave ende, for at undgå kurstab.
AG’s likviditetsstyring og finansielle placeringer håndteres i hovedtræk på følgende måde:
- På baggrund af løbende likviditetsprognoser sikres det, at der til enhver tid er tilstrækkelig likviditet til at dække de løbende udgifter, via indestående eller trækningsret på vores bankkonti.
- I længere perioder med overskudslikviditet kan midler placeres i realkreditobligationer, eller eventuelt afdrages på gælden.
Elementer i den finansielle politik
AG afdrager årligt på den langfristede gæld og optager ikke afdragsfrie lån.
Der optages kun yderligere gæld ved større anlægsopgaver, og kun i ekstraordinære tilfælde kan driften lånefinansieres.
Styring af disponibel likviditet er væsentlig. Det skal sikres, at der til enhver tid er likvider nok til løbende at betale forfaldne renter samt afdrage på gælden og honorere øvrige kortsigtede forpligtelser.
Den finansielle politik skal ligeledes sikre, at der opnås tilfredsstillende regnskabsmæssige resultater. Her er forholdet mellem den faste og den variable rente essentiel. En højere fast rente i forhold til en variabel rente vil have en større negativ effekt på resultatet, men samtidig have en positiv effekt på budgetsikkerheden og den finansielle risiko generelt.
Som det fremgår ovenfor, er de tre elementer tæt forbundet. Det er derfor afgørende for den finansielle politik, at der ikke udelukkende fokuseres på et element, men at der til enhver tid er sammenhæng mellem budgetsikkerhed, likviditetsstyring og de regnskabsmæssige resultater.
Det gælder generelt, at langfristet gæld skal optages i danske kroner og i låne typer under realkredit.
Desuden gælder det, at maksimalt 50 % af gælden må være i variabel rente (variabel under et år). Dette gælder også ved låneomlægning.
Samlet realkreditgæld
AG har 1 kontantlån (1% lån), 1 CIBOR3 lån med kvartårlig rentetilpasning samt 1 rentetilpasningslån (F5).
Den samlede realkreditgæld var pr. 30 september 2020 på 41 mio. kr.
Finansielle instrumenter
I forbindelse med optagelse af CIBOR3 lånet i 2010 indgik AG i et renteloft, der sikrer at renten på de 3 CIBOR3 i hele løbetiden ikke kan stige til over 5% og på den måde begrænsede vores fremtidige risiko for rentestigninger.
Ændringer i værdien på renteloftet bogføres over egenkapitalen og har derfor ingen likviditetsmæssige eller resultatmæssige konsekvenser.
Konverterings mulighed
AG kan til enhver tid ændre 1 eller flere af de 3 lån til andre låne typer indenfor realkreditten. Dog skal renteloftet betales løbende frem til 2040 eller indfries kontant.
Med den nuværende finansiering baseret på de 3 lån, er der skabt det bedst mulige grundlag for at reducere renteomkostningerne og dermed bidrage positivt til de regnskabsmæssige resultater.
Kontakt os gerne via nedenstående
Aurehøj Gymnasium
Skolevej 7
2820 Gentofte
Tlf.: +45 3965 4545
Mail: kontakt@aurehoej.dk
CVR nr. 29546746
EAN nr. 579 8000 557 123
Du er velkommen til at komme forbi i kontorets åbningstid: Mandag til fredag 8.00-14.30.
Ring gerne inden så du er sikker på, at den du skal træffe er tilstede.