KULT
KULT er et samarbejde mellem fire gymnasier i hovedstadsområdet: Aurehøj Gymnasium, Nørre Gymnasium, Ingrid Jespersens Gymnasieskole og Sankt Annæ Gymnasium, alle med en stærk profil på det kunstneriske og kulturelle område. KULT arbejder for at udvikle gymnasiets kunstneriske fag: billedkunst, dansk, drama, mediefag og musik gennem samarbejde med kunstnere og kulturinstitutioner. Projekterne involverer og engagerer eleverne og bidrager desuden opkvalificerende til den fremadrettede undervisning i de pågældende fag. Projekterne spænder vidt, lige fra elevprojekter på tværs af skolerne til foredrag og workshops med kulturinstitutioner og kunstnere og efteruddannelse af lærere. Samarbejdet foregår på mange niveauer og omfatter både traditionelle og eksperimenterende projekter. KULT-samarbejdet giver kunst og kultur en synlig platform og øger samtidig elevernes fokus på kunstneriske og kulturelle værdier. KULT har egen hjemmeside: www.kultgym.dk. Koordinatorer for KULT på Aurehøj er Louise Vang-Pedersen (lv@aurehoej.dk) og Iben Dalgaard (id@aurehoej.dk)