KULT Kreativ undervisning
I november oplever 2.k, 3.c og 3.k fagoverskridende og kreativ undervisning, når det er bedst.
De og deres lærere i fagene dansk og musik samarbejder med musikteatret Saltomortale om forestillingen “Koncert for Lou”, som er skrevet til gruppen af forfatteren Suzanne Brøgger. Den 6.11. og 22.11. har de tre roterende workshops, masterclass og produktvisning med skuespilleren Line Bie Rosenstjerne og operasangerne Tobias Ørum og Cille Buch. De arbejder med skuespillets brug af den litterære tekst, frasering i tale og sang og brug af rum og musikalske effekter. Mellem de to workshops skal eleverne selv skabe deres egne små forestillinger ud fra Brøggers tekst, og til sidst ser de Saltomortales version.
KULT er en sammenslutning af de fire gymnasier:
Nørre G, Sankt Annæ Gymnasium, Ingrid Jespersens Gymnasium og Aurehøj Gymnasium. Ideen med KULT er dels at give de kunstneriske fag i gymnasiet en kreativ stemme med fokus på innovation, og dels at bringe eleverne på de fire KULT-gymnasier sammen. KULT er støttet økonomisk af de fire gymnasier og af fonde, bl.a. har Huskunstnerordningen under Statens Kunstfond støttet efterårets to projekter.